191 / 308
186
Omtrent en Maaned efter, d. 3. Oct. 1819,
ankom Thorvaldsen til Kjøbenhavn, og skjøndt
jeg hidtil ikke var kommen i den fjerneste Be-
rørelse ined den store Kunstner, blev jeg dog,
som næsten alle Andre, tiltrukket af hans be
rømmelige Navn.
Ved Studenterfesten til hans Ære, den 15.
s. M., havde jeg Deel i Arrangementet og nød
den Ære, tilligemed Major Fasting, at afhente
ham fra Charlottenborg til Festen.
Ved denne Ledighed trykkede han mig første
Gang i sine Arme og kyssede mig, hvilket blev
min Stolthed, indtil jeg senere saa ofte havde
nydt denne Ære. I de mange Selskaber, hvori
jeg derefter deltog, traf jeg ham ofte som den
feirede Gjæst, og hans Personlighed og det be
rømte Navn ■— thi hans Kunst kjendte jeg den
gang endnu ligesaa lidt, som hans øvrige Lands
mænd i Danmark — knyttede mig allerede nu,
ubevidst, til en Vei, jeg hidtil ikke havde tænkt
paa at betræde.
Fra Theaterdirectionen havde jeg modtaget
den Meddelelse, at mit Sørgespil » P ile g r im e n «
var antaget til Opførelse. Da Ralibek i den