192 / 308
187
Anledning mindede mig
0111
mine »Uvenner«,
og da jeg havde s v a r e t: »Jeg har ingen Uvenner!«
gjentog han: »Man har altid Uvenner, naar man
har faaet et Stykke antaget!» Men af saadan
Bitterhed var der neppe Noget i mine Tanker.
Jeg var glad ved at skulle have den Ære, at
blive opført paa det Kongelige Theater.
I mit Asyl i det gamle Hjem besøgte Mu
serne mig naturligviis, og det varede ikke længe,
førend jeg der havde et nyt dramatisk Arbeide
paa Stabelen; det var K y n a s t — jeg havde jo
selv nylig været der i Egnen.
Den Familie, der efter min Hjemkomst havde
draget mig med de stærkeste Baand, var Etats-
raad Holtens. Jeg mødtes her ikke alene med
en fortrolig Ven, men ogsaa stadigt med hans
Forældre og to Søstre i et reent og skjønt
Huusliv, og med hver Dag voxede jeg dem Alle-
sammen nærmere.
Af den Ældste af Søstrene, Ida, er det ikke
let at give et træffende Billede, da hun var en
ganske eiendommelig, indtagende Personlighed.
Hun fyldte i disse Dage, den 8. Decbr. 1819,
sit 16de Aar, men hendes Aand, Forstand og