196 / 308
191
termiddagen.
Werlauffvar i Almingelighed paa
Opdagelser iblandt Manuskripterne, og der var han
i sit rette Element.
Som en Følge heraf var jeg og det gamle
Bud, Jørgensen, der sad og smaasnakkede ved
Kakkelovnen, de Eneste i Contoiret, naar »Gamle
Moldenhawer« nu og da overraskede os.
At
han ved saadanne Ledigheder gav Ondt af sig,
naar de Paagjældende viste sig, begribes.
Til at charakterisere denne Overbibliothekars
Kjendskab til det, ham underliggende Dominium,
erindrer jeg et Par Træk, som jeg ikke vil
forbigaae.
En Dag i mit første Embedsaar indfandt
han sig og traf mig alene i Contoiret. Udenfor
Skranken stod et Bud og ventede paa en Bog,
som var begjæret til Udlaan.
Da Moldenhawer havde taget Plads ved
Ovnen og knurret over, hvor de Alle vare henne,
spurgte han mig: »Hvad venter den Mand paa?«
Jeg tog Sedlen ud af Budets Haand og oplæste
hele Titlen paa den forlangte Bog.
Det var et
spansk Værk, »Ines de Castro et cetera«. »Åh ! —
den kan De jo finde!« sagde han med et meget
overlegent Smil. »Jeg? — Nei!» svarede jeg.
»Gaa ind i Salen og gjør som jeg siger!
Bogen har kun Bind paa den ene S id e , et