199 / 308
194
Da Moldenhawer nu havde lukket sig ind
igjennem de tre Gangdøre, aabnede han den, som
fører ind i den store Sal fra Contoiret. Maanen
skinnede ind paa det sort og hvidt tavlede
Marmorgulv, og den lange Række af Reoler ka
stede deres Skygger hen over Gulvet.
Han
havde neppe gjort nogle Skridt, før han paa den
ene Side seer en Skikkelse passere bag en Reol
hen bag en anden.
Han gaaer videre frem og
seer det Samme gjentage sig mellem to andre
Reoler; men han gik uforfærdet videre.
Dette
Syn gjentog sig saalænge, at han, altid forføl
gende, gav sig til at anraabe Skikkelsen med
sin Stentorstemme.
Men altid veeg den vi
dere og videre og kom tilsidst, ved Salens Ende,
ind bag de paatvers opstillede Reolrækker. —
Moldenhawer fulgte kjækt efter. — Endelig staaer
han der foran Noget, der lignede et stort laadent
Dyr — en Bjørn eller noget Saadant! — Havde
det været mig, var jeg neppe gaaet videre,
0111
jeg var kommen halv saa langt.
Men han gik
lige paa. Og hvad var det saa? — Eckardt —
den gamle Bibliothekssecretair Eckardt! — I en
Bjørneskindspels og laaden Hue pleiede denne
Særling undertiden at overnatte i Bibliotheket,
for ikke at have den Uleilighed at gaae til sit
eensomme Hjem om Aftenen.
Da han havde