233 / 722
Københavnsk Cyklisme 1890— 1900
2 1 9
til sidst besluttet kun at tage Købmagergade med, for
uden Strøget, hvor Cyklekørsel allerede var forbudt
fra 1883.
Politidirektøren søgte at yde Retfærdighed til alle
Sider: det maa ikke overses, skriver han, „at medens
Fortogene er bestemte for de Gaaende, er Kj ørebanen
fortrinsvis bestemt for de Kj ørende, og at Fodgæn
gere, der begive sig ud paa Kj ørebanen, derfor selv
maa vise megen Forsigtighed, men dette er man
jevnlig tilbøielig til at glemme her i Kjøbenhavn, paa
hvis Kj ørebaner mange Fodgængere bevæge sig med
en Sorgløshed, der, samtidig med at den kan udsætte
dem selv for Fare, lægger Hindringer i Veien for, at
Vogne kunne fremføres med nogenlunde Hurtighed“.
Uforsvarlig Cykelkørsel maa søges hæmmet ved
Nummereringen. Desuden kunde der „muligen være
Anledning til at bestemme, at Cyklenummer og der
med følgende Tilladelse til at kjøre Cykle her i Sta
den ikke gives til andre end saadanne, der kunne
præstere et Bevis udstedt af Sagkyndige, godkj endte
af Politiet, for at Vedkommende besidder fornøden
Færdighed i at manøvrere en Cykle“. Men da en saa-
dan Bestemmelse var fremmed for danske Forhold,
vilde Politidirektøren alligevel ikke stille Forslag om
den. — To Aar før, 1893, havde Sylvester Hvid i sin
„Cycle-Haandbog“ foreslaaet Indførelsen af en saa-
dan Cykleprøve406.
Det var ikke første Gang, at Spørgsmaalet om Num
merering, de fleste danske Cyklisters Rædsel, blev
bragt paa Bane fra officiel Side. Slotsgartner Paludan
udtalte sig for en Nummerering i Borgerrepræsenta
tionen den 29. Oktober 1894, og det samme gjorde i
Folketinget den senere Landbrugsminister Alfred
406) S. 51.
15’