235 / 722
Københavnsk Cyklisme 1890— 1900
2 2 1
og Kanter, for og imod, med en Grundighed og en
Rigdom paa Ideer og Forslag, som Cyklesporten
aldrig nogen Sinde før havde givet Anledning til i en
offentlig Diskussion.
Det var især Spørgsmaalet om Nummerering, der
satte Sindene i Bevægelse. Mange Fodgængere greb
Tanken med Begejstring, mens den oprørte Cyk
listerne, der fremførte alle tænkelige Argumenter
mod den: Uretfærdigheden mod de mange lovlydige
Cyklister for de faa hensynsløses Skyld, og alle de
mange og store praktiske Vanskeligheder, dens Gen
nemførelse vilde bringe med sig. En Cyklist angreb
Nummereringen paa Lovens Grundlag og hævdede,
at Borgerrepræsentationen ikke kunde paabyde Cyk
listerne at føre Nummerplader: „Efter Lovgivningen
har Politiet nemlig kun een Maade at skaffe sig at
vide, hvem den Person er, som antræffes i en Ulov
lighed, det er at
spørge ham om Navn og B opæ l;
nægter han at opgive det, eller opgiver han det galt,
udsætter han sig for Anholdelse og Straf, men efter
Loven har man kun dette Middel og intet andet“.
Samme Indsender gør opmærksom paa, at man ikke
ved Politivedtægt kan paalægge Cyklisterne at betale
Nummeret: „det er en aarlig tilbagevendende
Skat,
man paalægger, og det kan kun ske ved Lov“410. Fra
anden Side fremkom det spøgefulde Forslag, at hen
synsløse Cyklister som Straf skulde kunne dømmes
til at køre med et stort Nummer paa Bagskærmen i 8
eller 14 Dage — til Spot og Spe.
Mange vilde anse det for en Haan mod Cyklisterne
at lade dem køre med Nummer, og man spurgte:
„Skal Hs. kgl. Høihed Prinds Christian og andre cyc-
lende Medlemmer af Kongehuset ogsaa lyksaliggjøres
410) Nationaltidende 5. Juli 1895.