211 / 259
Anmeldelser
at være overkommeligt for folk af den solide middelstand. En rolle spillede utvivlsomt
også Eberts sans for
markedsføring.
Bogens skildring heraf er overordentlig underholden
de, for den fører læseren tilbage til en tid, da reklamens metoder og virkemidler var noget
mindre sofistikerede, end vi nu er vant til.
Udover at udsende illustrerede prospekter, som bl. a. anpriste villabyens sunde belig
genhed (» - den rene ozonholdige luft strømmer med vestlige vinde fra Kallebod Strand«)
og de fordelagtige betalingsvilkår, arbejdede Ebert med aviserne, hvis repræsentanter ind
bødes til at overvære forskellige begivenheder, der markerede stadier i projektets realise
ring. Helt fra begyndelsen var det lokale organ, Amager-Posten, mildt sagt velvilligt ind
stillet. Ved præsentationen i 1894 ilede A-P med for læserne »at oprulle det Slaraffenland,
som Amager inden ret mange år sikkert vil blive«. Den kommende villaby ville »blive ind
hegnet som en lille aristokratiskf!) by for sig selv«, men ville dog samtidig »åbne sine arme
også for småfolk«.
Den dualisme imellem det »aristokratiske« og det jævne, som A-P her slår på, kom fak
tisk til i lang tid at karakterisere Eberts Villaby. Flere lokalt baserede fabrikanter, større
håndværksmestre, direktører, læger og advokater flyttede ind. Men hovedparten var af
middelstand - forfatteren konstaterer en overrepræsentation af kaptajner i handelsflåden.
Har Ebert også drevet mere målrettet markedsføring?
Den definitive attest for kvarterets respektabilitet leverede Hermann Ebert selv, da han
i 1903 flyttede ind i villaen Christian 2.s Plads nr. 11. Det var et stort hus, men Ebert udvi
dede det væsentligt og navngav det efter forbillede af Frederik den Store: Sanssouci, hvor
ved han overså, at det, preusserkongen lagde vægt på ved sit lille lystslot i Potsdam, var
dets beskedenhed.
Bogens interessante redegørelse for den første ejerkreds sociale sammensætning bygger
på en fuldstændig ejerfortegnelse, supplereret med undersøgelser i skattelisterne. Den til
dato ajourførte ejerliste er aftrykt bagest i bogen, hvilket giver læseren mulighed for at
anstille betragtninger over villabyens senere udvikling
Erik Housted har med denne bog leveret et meget grundigt og vellykket lokalhistorisk
arbejde; udover den solide tekst byder bogen på en masse gode billeder. Der er grund til
at lykønske grundejerforeningen Eberts Villaby med den.
Erik Stig Jørgensen
Kjeld Kayser og Birgit Vorre: Lille Mølle på Christianshavn. Virksomhed og bolig 1669-1973. Nati
onalmuseet 1996. 96 s., kr. 150,--
Mange har sikkert i tidens løb, ligesom anmelderen, kastet lange nysgerrige blikke på Lil
le Mølle i forvisning om, at der bag de gamle gulkalkede mure gemte sig en Aladdins hule,
som det kun var forbeholdt de få udvalgte at beskue nærmere.
Siden Nationalmuseet i 1973 overtog møllen som testamentarisk gave, har den for
størstedelen stået ubeboet, og bortset fra en foreløbig registrering af indbo blev der intet
foretaget før i 1994, hvor der blev udført opmåling og fotodokumentation. I Kulturbyåret
1996 blev Lille Mølle imidlertid forsøgsvis åbnet for rundvisninger. Det blev til næsten 8000
besøgende, så det er besluttet også at åbne møllen i sommeren 1997. På denne baggrund er
bogen om Lille Mølle ikke blot kærkommen, men den er også velskreven og en fornøjelse
at skue med sine mange fine illustrationer
Bogen falder i to hoveddele. Den første af Kjeld Kayser omhandler historien fra den
første stubmølle på stedet blev opført i 1669, dens afløser i hollandsk facon fra 1783, den
hvis underdel og møllerbolig er bevaret, udvidelsen i 1832 med dampkraft i den ligeledes
bevarede tilbygning, frem til mølleriets nedlæggelse i 1909. På basis af arkivalske kilder,
først og fremmest skøde-og panteprotokoller, folketællinger og brandtaksationer berettes
om skiftende ejere og om- og tilbygninger i tidens løb, alt ledsaget af samtidige illustratio
ner og instruktive grundplaner.
Tilsyneladende har forfatteren ikke været opmærksom på det kildemateriale, som beror
209