HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række

II. Gårds- eller Hofretten på Københavns Slot.

317

sorer fungerer i de År, Protokollen omfatter, i Reglen

Slotsfogden, Hofkøkkenmesteren, Vinskænken, D rabant

føreren, Underskriveren, en Hofenspænder og en Hof

trompeter. De anføres stadig i denne Orden, som må an

tages at angive deres indbyrdes Rang. Den 8. Novbr. 1669

nævnes som Assessorer kun Hofkæmmereren, Rryggers-

skriveren og Drabantføreren, af hvilke de to forste vist

have afløst Hofkøkkenmesteren og Vinskænken. Til

Trods for de ovenomtalte bestemmelser fra 1656 ved

blev det dog at være vanskeligt at få Retten besat med

de fornødne Assessorer, i det de, som tilsagdes til at

møde i de enkelte Sager, undslog sig for at udføre det

dem påhvilende ulønnede Arbejde. Kun sjældent møde

fem Assessorer, meget ofte kun fire eller tre, og adskil

lige Gange indfinde sig kun to i Retten foruden Præ

sidenten. I den bevarede Hofretsprotokol findes indlagt

en Skrivelse af 1668 6. Februar fra Fodermarskallen til

Rigens Marskal, hvori han klager over, at der ikke er

tiere Assessorer til Stede i Hofretlen til Anvendelse i en

Sag mellem Hans Knudsen og Henrik Weisenstein, der

er anholden i det blå Tå rn , end de ovennævnte syv.

Da Sagen angår Æ re, Liv og Lemmer1), bad Foder-

marskallen om Ordre til disse Assessorer om , at de

ufejlbarligen, under Straf som ved bor, skulde kom-

’) Sagen drejede sig om et Overfald, som H. W. havde begåt på

H. K., hvorved han hojligen havde forset sig mod Gårdsrettens § 5,

i det han havde gjort H. K. Skade med sin Degen, fordi denne for

mentlig havde forfuchssvanset ham hos hans Herre. H. W. blev ved

Hofi'ettens Dom med kongelig Majestæts Tilladelse benådet mod at

rumme Danmarks Hige; hvis han atter blev påtruffet der, skulde han

uden al Nåde straffes på sin Hals. Iver Olsen, som i samme Sag

havde forset sig imod Gårdsrettens § 8, benådedes ligeledes mod at

romme Riget i 3 Ar; hvis han lod sig finde der forinden, skulde han

straffes på Livet, og hægge skulde forblive i Arrest, indtil Lejlighed

kunde findes til at lade dem fortkomme.

(Hofrettens Protokol,

Bl. 35 f.)