HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn1Række

Fra 1807.

Søefægtning havde nær kostet mig Livet, som jeg kun,

ved mit skarpe Blik og hurtige Beslutning reddede. Jeg

stod nemlig paa Kastelsvolden og saa paa Fægtningen.

Lidt længere til høire Side af Kastelsporten, just der hvor

Volden danner en Vinkel, stod Peyman med sin Stab.

Om de engelske Bombeskibe vare bievne opmærksomme

paa denne Klynge Officerer, eller

0111

det var et Tilfælde,

ved jeg ikke. Men som jeg saa ud over Sundet, bemær

kede jeg, at en Deel Marinere, hvoraf Volden var besat,

pludselig, og som efter Aftale, styrtede sig som een Mand,

hen under de store Træer, der staa paa den indvendige

Side af Volden. Jeg begreb let, at de havde seet noget

over sig, og i det jeg løftede mit Blik, skimtede jeg en

sort Plet over mit Hoved. Uden at betænke mig styr

tede jeg mig til Venstre, just som et stort Stykke af en,

i Luften sprungen Bombe, slog ned tæt ved min høire

Side. Havde jeg kastet mig til denne saa havde jeg været

dræbt, men da jeg som slagen af Lynild, havde kastet

mig til Jorden, saa hørte jeg en Mariner sige

0111

mig:

»Der hat Gott verdamme mich Thewasser gekriegt!« men

jeg reiste mig uskadt.

For nu at tage dette Batterie ved Svanemøllen ud-

kommenderedes en Dag hele den mobile Magt, der laa

i Kiøbenhavn, og navnlig ogsaa den Battaillon Landværn

hvorved jeg stod. Vi opstilledes i Gothersgaden, og stode

vel mere end en Time der. Denne Forhaling gav mig

Leilighed til at giøre mig noget nærmere bekiendt med

mine Kameraters Stemning, og jeg vil ei nægte, at Yt-

tringer jeg hørte, ikke lode mig haabe stor Daad, naar

vi kom for Fienden. Hvad der var at faa i Kielderne

af Brændevin blev drukket af de Gemene, vel og af nogle

Officerer, men jeg, som kun var en Melkedrikker, og

maaske da aldrig havde smagt Brændevin, maatte gan

ske fastende marschere ud af Byen, hvilket forresten al

deles ikke generede mig, der var saa vant til Jagten og