58 / 650
52
Fra 1807.
Angreb med Bajonnetten fandt Sted, og det Hele ind-
•»
skrænkede sig til en Fusillade, der varede i 3 Timer.
Imidlertid nedbrændtes Bygningerne bag os. — Englæn
derne havde trukket sig tilbage til et vist Punkt, hvor
de dækkede sig i Grøfter, bag Hække og Bygninger, og
derfra sendte os deres Kugler. En stakkels Diævel, der
kom, jeg veed ei fra hvilket Smuthul, og vilde over til
sine Landsmænd, maatte falde for en Kugle, som jeg
ju st i det Øieblik fik nedstødt i min Bøsse. Bravo!
sagde Holstein, som i det Øieblik stod ved min Side og
saa Skuddet. [Senere sagde han i lignende Anledning
til ham : »Man kan se, De har været paa Rævejagt før.«]
Efter tre Timers Fægtning fik vi Ordre, at trække
os tilbage, og det syntes og at være høi Tid, thi Eng
lænderne rykkede frem med Magt, og deres Artillerie
begyndte godt at spille, og vilde have nedlagt langt flere
end Tilfældet var, om de ei, for det meste havde skudt
for høit, thi Træernes Grene, faldt ned omkring os, og
vi stode, som i en stærk Regn af Blade. Det var et af
disse høie Skud, der langt bag vor Linie, saarede Gene
ral Peyman i Foden. — Da jeg havde været i den for
reste Kiede ved Angrebet, blev jeg ved Retiraden i den
bagerste, der skulde dække de Andres Retirade. Men
da vi nu og fik Ordre til at trække os tilbage, og alt-
saa ei længere kunde kiæmpe, saa kom Englænderne
frem og sendte os en Hagel af Kugler. Den brede Grav,
hvorom jeg har talt, laa bag os og skulde overspringes.
Mange Gange havde jeg paa Jagten giort lige saa store
Spring, men denne Gang sprang jeg slet, og var ved at
styrte i Vandet, hvormed Graven var fyldt, da i det
samme Bartholin hurtigt rækkede mig Haanden.
Jeg maa nu fortælle en lille Begivenhed, som i
Grunden giør mig Skam, thi saameget Modet hædrer
Manden, saa lidet fortiener Overmodet Roes, og jeg var
Ægtefælle og Fader! I det Øieblik jeg var kommen over