61 / 650
Fra 1807.
55
Hvor intet Skiul var, maatte jeg, indtil Bomben var
sprungen, kaste mig paa Maven hen ad Stenbroen, og
naa r da Bomben sprang, overøstes jeg af Jord, medens
Broestenene kastedes til alle Sider. Blod, som laa levret
paa Stenene viste mig at der hvor jeg nu var, var ei
godt at være. Men Gud bevarede mig, og jeg naaede
uskadt til Studiigaarden, hvor jeg ogsaa fandt Bahbek.
Jeg sagde ham hvorfor jeg kom, og han sagde at det
var i Kielderen af det afbrændte Christiansborgs Slot,
at Etatsraad Hansen [Bygmesteren] havde tilbudet Plads.
Han førle mig
0111
og viste mig hvad Studiigaarden alle
rede havde lidt. Jeg erindrer ei Antallet paa de Bom
ber, der havde truffet den, men det var ei faa, og dog
havde Studenterne formaaet at slukke Ilden, de flere
Gange havde tændt. Just i det vi talede kom en Bombe
styrtende ind i Stuen ved Siden af os. Vi kastede os til
Jorden indtil den var sprungen, og reiste os Alle uskadte,
men overøste af Kalk og Muurbrokker. Den tændte,
men Ilden var snart slukket.
Jeg søgte nu Hansen, der og viste mig denTieneste,
at følge mig til Slottets Ruiner, men hvor kun Vægge
stode, hvor intet Vindue, ingen Dør fandtes, var det
umuligt at boe. Jeg maatte altsaa tænke paa andre
Midler, og jeg var den Første, der undfangede Ideen
om, at flytte mine Kiære til Amager; men hvorledes
skulde jeg faa det Nødvendigste transporteret derud.
Dog og i denne Henseende fandt jeg paa Udvei. — Som
sagt, troede jeg at Kiøbenhavn vilde giøre den alvorlig
ste Modstand. Jeg forestillede mig, at kun Hungersnød
kunde bringe os til at capitulere. Jeg var derfor en Dag
gaaet til Politiemesteren Etatsraad Haagen, og havde sagt
ham, at jeg havde nogle hundrede Tønder Sæd liggende
i Kiøbenhavn, hvilke jeg tilbød at give til Byens Pro-
viantering, kun med den Betingelse, at de ei maatte
uden Nød bruges, thi, tilføiede jeg, jeg’ er ikke Formu-