65 / 650
Fra 1807.
59
maaske Misundelse hos en og anden af mine Kamerater
og en af Dem sagde mig, som jeg syntes lidt spidst, at
jeg nu var den første Landværnsmand, som den Eneste,
der var bleven offentlig roest. I stedet for at føle mig
krænket svarede jeg, at jeg blot havde havt det Held
at faa en god Ide, og at jeg var vis paa, at enhver af
mine Kamerater, vilde, naar Tanken havde opstaaet hos
ham, giort det samme som jeg. Jeg stod siden bestan
dig godt med mine Kamerater, og just den her omtalte
Officer valgte mig til sin Secundant, da han troede sig
fornærmet af en anden Officer, og det var maaske ved
min Mellemkomst, at en Duel blev afværget.
Hvor ofte har jeg ikke, ved at tænke tilbage paa
denne Periode af mit Liv, maattet sige mig selv, hvil
ket underligt, med sin Stilling utilfreds Væsen er dog ei
Mennesket, og hvilke lønlige, det selv næsten ubevidste
Ønsker slumrer ei i dets Barm. Jeg, der var tilfreds i
min huuslige Stilling, der var Fader til fem vakkre Børn,
der havde mit Udkomme, der nu var vandt til og havde
intet imod mine Forretninger, jeg — gik i nogle Uger,
efter Beleiringen,
0111
som en Drømmer, ækledes ved
mine Forretninger, som jeg ei kunde tage fat paa, og
længtes kun efter den Tilstand jeg havde været i under
Beleiringen. Hvorledes kan da en gammel Soldat, der
er gaaet fra Seir til Seier, vende tilbage til sine oprin
delige Sysler og blive en god Borger? Der er, for visse
var de ei uden Hielp han efterlod;
thi den, som Pligtens Stemme har adlydet
og døer i Striden for sit Fædreland,
med Tillid i sin Dødstund haabe kan,
at kiere, som han selv os var i Live,
hans Efterladte vil hver Landsmand blive.
Thom. Bruun, Toget til Siælland og Kiøbenhavns Beleiring'. 1807.
S. 88: Ikke bør Sandhed fortie, at Lieut. Drevsen af Landværnet deelte
Faren med dem som Frivillig; at Lieut. Hammer af samme foragtede
den og fremledte sin Skare til Æren.