67 / 650
Fra 1807.
61
i Jorden ved min Hest, som jeg havde bundet bag en
lille Bakke ved et Træ, at den ganske forskrækket rev
sig løs rendte hiem, og lod sin Herre vandre bag efter.
Forresten vækkede dette ingen Angst paa Strandmøllen,
thi da jeg den Tid gik meget paa Jagt, saa pleiede jeg,
naar jeg uventet kom til noget Vildt, som jeg vilde liste
mig paa, og jeg ikke i en Hast fandt Noget, hvorved
jeg kunde binde Hesten, at give den et Rap af Pidsken,
hvilket den forstod saa godt, at den strax løb hiem og
stillede sig ved Stalddøren.
Landeværnet fik nu en nye Organisation, saaledes
at 2 Batailloner deraf annecteredes et Regiment, men da
al Udsigt til en Landkrig var forsvunden, og jeg des
uden var kied af at staa ved Landværnet, der ingen Ag
telse mere nød, saa bad jeg Kongen om min Afsked.
Først blev han vred, og svarede kort, at jeg kunde
gierne faa min Afsked. Men da jeg sagde ham, at det
ei var mit Øiemeed, hvis der blev mindste Udsigt til
en Landkrig, at undrage mig fra mit Fødelands Fo r
svar, og at jeg da kun bad om, at maatte indtræde i
Livjæger- eller Skyttecorpset, saa fik han bedre Tanker
om mig, og spurgte om han ikke kunde giøre mig en
Tieneste; men da jeg herpaa svarede, at jeg behøvede
og ønskede Intet uden Hans Majestæts Naade, blev han
atter stødt og bukkede for mig. Saa besynderlige ere
selv de bedste Konger. Min Uegennyttighed burde, synes
mig, snarere have behaget, end mishaget. Siden havde
han maaske hørt Noget om mig, der behagede ham, og
han lod General Biilow tilbyde mig et Compagnie, men
jeg blev ved at bede om min Afsked, som jeg da og fik,
jeg tør neppe sige i Naade, thi mit Navn stod midt imel
lem Navnene af en heel Mængde Landværns-Officerers,
hvoraf vist den største Deel aldeles ikke havde anholdt
om Afsked, hvorfor Publicum ansaa dem, som halvt
casserede. — Saaledes endtes min militaire Bane!
*
*
*