64 / 650
58
Fra 1807.
aldrig. Den Tredie, Flemming passerede en af Nætterne
langs ad Volden, men han befattede sig ei med Jorden,
da det der foruroeligede ham var i Høiden, nemlig Bom
berne. Han var bleg og hans Gang var vaklende. Jeg
taler ei om vor, Landværnets Commendeur, Gen: Val-
tersdorff, thi til ham ha r jeg aldeles intet seet. — Deri
mod kom den hæderværdige Biskop Balle til os, og
stræbte med Beligionens og Pligtens Stemme, at forbe
rede og styrke os, og da han maaske bemærkede, at jeg
viste ham mere Opmærksomhed end Andre, saa indlod
han sig ofte med mig, og endskiøndt jeg følte, at jeg,
uden al Paamindelse, vilde giøre hvad der paalaa mig,
kunde jeg dog ei andet end høre paa ham med Agtelse
og Ærbødighed, da han stod for mig som en sand
Apostel.
Jeg var den Første der, efter at Portene vare gien-
aabnede, passerede Strandveien, da min Bataillons-Chef
Kammerherre Schrøderse tillod mig, at ile hiem for at
see hvordan Alt stod til der, og jeg brugte mine Been
saa godt, at jeg i m indre en F /sT im e indtraf paa Strand
møllen til stor Glæde for min Fader. Da jeg nogen Tid
efter igien maatte til Byen for at giøre Tieneste var nogle
Piecer, der handlede om Beleiringen udkomne. Da jeg
havde som Frivillig været i Classens Have med Liv
jægerne havde den ene Forfatter paa Prosa, den anden
paa Vers, derfor hæderlig nævnet m ig.1) Dette vakte
J) De Piecer, Forf. hentyder til, er: N. T. Bruun, Danmark i Sep
tember 1807 S. 20:
Vel brændte mangen af en ædel Lue,
men ei det Hele havde den antændt;
vi Landeværnets D r e v s e n jo har kiendt,
som, hvor de største Farer monne true,
med Kongens kiække Jægere drog ud,
og, anbefalende til Naadens Gud
sin Huustro, sine Børn, var overtydet,
at hvis han skulde segne i sit Blod,