63 / 650
Fra 1807.
57
Træe, faldt jeg i Søvn, og vaagnede kun ved, at Træerne
bukkede sig under mig. Da jeg hen imod Morgenen blev
afløst, tyede-jeg derfor strax ud til min Kone paa Ama
ger, og jeg gik derud saaledes i Søvne, at jeg ikke saa
at vort F ruetaarn brændte og blev derfor ei lidet forun
dret ved at savne det om Morgenen.
Den tredie Bombardementsnat var i sandhed frygte
lig. I Linie med Halmtorvet havde Englænderne et
Bombebatterie af 12 Morterer, der brugtes saa flittigt,
at intet Øieblik forløb uden at vi saa Bomber og Ba-
ketter over vore Hoveder. Tømmerpladsene vare skudte
i Brand, og da det blæste stærk fløi store Gløder ind
over Volden, og vor Leier var nær gaaet op i Flammer.
Hvad Angst og Jammer og Ødelæggelse saa jeg ei denne
Nat! Især er endnu Erindringen levende hos mig, om
den rædselfulde Angst, hvoraf et gammelagtigt F ruen
timmer var besat, der vilde til Christianshavn, men ei
vovede at passere Langebroe, som hun med rette ansaa
for farlig. Medlidenhed drev mig til at følge hende, ind
til hun var i Sikkerhed. Jeg saa Nakken slaas af to
unge Fruentimmer, jeg saa Indvoldene vælte ud af en
Borger, som en Bombe traf; jeg saa en Bombe falde
paa en Artillerist, der sov, og at splitte ham saaledes
ad, at man kun paa Stænger, som man stak under hans
Levninger, kunde bære dem bort. Tilsidst brød man sig
ei mere om saadanne Begivenheder, men dog farer det
endnu igiennem mig, naar jeg tænker paa, at jeg stod
paa Volden og saa, at en fiendtlig Kugle fra Pesthuus-
batteriet, dræbte og haard t saarede 5 eller 6 Livjægere
paa de afbrændte Tøinmerpladse; blandt hvilke Dre-
strup, som vi i flere Aar saa i Kiøbenhavn paa to Træ-
been.
Under al denne Tummel saas ei noget til vore Be-
falingsmænd. Peymann var saaret. General Bilefeldt
(saaledes troer jeg Næstcommenderende heed) saa jeg