59 / 650
Fra 1807.
53
Grøften savnede jeg den lange grønne Fieder, som Land-
værnsofficerene bar. Jeg havde nemlig lagt den i Græs
set, hvor jeg sidst stod, fordi den generede mig. Jeg
vil hente min Fieder, sagde jeg til Bartholin, den skal
de ikke have. Er Du gal, svarede han, lad den ligge.
Uden at høre videre paa ham, sprang jeg over Grøften,
og løb hen og tog min Fieder. Naturligvis blev der
sendt mig Kugler, men de traf ikke, og kort derefter
stod jeg atter hos Bartholin, der havde været ædelmodig
nok til at vente paa mig. Men nu sprang vi ogsaa ad
sted, omtrent som Hiorten springer, naar den hører Hun
dene bag sig. Siden fik vi Ordre til at lægge os ned,
thi nu aabnede Kastellet sin Ild, for at dække vor Be-
tirade, og for at Kuglerne skulle slaa mellem Englæn
derne, maatte de sendes saa lavt, at man frygtede for
at giøre os Skade. Det var i sandhed en hærlig Musik,
at høre Kuglerne brøle over vore Hoveder, udskudte af
svære Kanoner. — Da de øvrige Tropper vare inde af
Porten fik ogsaa vi Ordre at trække os tilbage, og saa-
ledes endtes denne Dag, der var os den blodigste under
Beleiringen, thi vi havde, om jeg erindrer ret, 80 a 100
Saarede og Døde, og dog var kun Livjægerne, Herre-
gaardskytterne, en Battaillon Infanterie og et Compagnie
af Garden, i Ilden. Men Kanonbaadene, der dækkede
vor Flanke, havde og en Deel Døde og Saarede. Siden
har jeg talt med Bønder, som af Englænderne vare
bievne reqvirerede til at transportere de Saarede, og de
have sagt mig, at et langt større Antal Englændere vare
faldne. De Døde begravede de strax omkring i Haverne.
En eller to Dage efter at dette Udfald havde fundet
Sted, begyndte Bombardementet. Jeg havde netop for
ladt min Kone for at begive mig til Volden, da jeg ved
Gannnel-Strand hørte den første Bombe falde. Jeg ilede
til Volden, thi det Compagnie jeg — som Premier-Lieu-
tenant — commenderede, havde Ordre, naar noget fore