56 / 650
50
Fra 1807.
dens Strabadser, fra hvilken jeg ofte, uden at have nydt
det ringeste, eller i alt fald kun havde delt Skoften med
min Hest, usvækket og utrættet, er om Aftenen kommen
hiem. — Vor Bataillon kom dog ei i Ilden, men stod blot
i Reserve ved Broen mellem Peblinge- og Sortesøe.
Da jeg mærkede, at Landværnet ei havde Udsigt til
at blive brugt, og da Adskillige af dem jeg levede med,
og som stode ved Livjægerne eller Herregaardskytterne,
ofte udkommenderedes og maalte sig med Fienden, og
da man i Byen begyndte at tale ilde om Landværnet,
saa blev den Tanke, at vende hiem, uden at have seet
Fienden i Øinene, mig utaalelig. Jeg gik derfor en Dag
til Chefen for Livjægerne, Holstein, og bad ham, at jeg,
naar Livjægerne atter udkommenderedes, maatte som F ri
villig følge dem. Allerede samme Dags Aften besluttedes
et Udfald til Classens Have, for at omhugge Træerne og
nedbrænde Bygningerne, da disse laa Kastellet alt for
nær. Vi samledes da paa Trappen af det ene Palais paa
Amalienborg og i Forsalen. Men som vi skulde mar-
schere, indløb Efterretning om , at en Mariner var de
serteret, og da Commendoen frygtede for, at Udfaldet
var anmeldt for Fienden, saa contramanderedes det; men
vi fik Ordre at møde næste Morgen Kl. 6. Min Kone
til hvem jeg intet havde sagt; mine Venner, navnlig Rah-
bek, som nu erfarede at jeg vilde følge med Livjægerne
i Classens Have, søgte forgiæves at holde mig tilbage.
Jeg svarede Rahbek, at jeg havde givet mit Ord at møde
og kunde altsaa ei med Ære blive borte. Han maatte
erkiende Sandheden heraf, og ha r formodentlig sagt min
Kone det Samme.
Det er forresten mærkeligt hvorledes en fix Ide, kan
binde sig til et Menneske. Jeg var paa det fuldkomne
ste overbevist om, at jeg ikke vilde falde, men ligesaa
vis paa, at jeg vilde blive saaret, og det kom mig altid
for, at det var en Arm, eller et Been, jeg skulde offre