60 / 650
54
Fra 1807.
faldt, at møde paa Volden ved Nørreport, og dernæst at
opstille sig i den saakaldte Kirsebærgang, ved Nørreport.
Snart var og tre Compagnier, som jeg som ældste Offi
cer commenderede, der opstillede. Det blev snart mørkt,
og vi havde nu et i Sandhed majestætisk Skue. Bom
berne med deres brændende Rør, saa ud som Stierner;
Brandraketterne der som gloende Stanger [Slanger?]
skiøde sig frem i Luften, og i Baggrunden Byen, der
snart paa flere Steder tog Ild. Imidlertid bliver man
dog tilsidst kied, selv af et Bombardement, og saaledes
gik det ogsaa mine Landværnskarle, som jeg tilsidst
havde ondt ved at holde vaagne, og det uagtet Bomber
og Brandraketter, naar de faldt for tidligt, ofte giæstede
os, og jeg giorde dem opmærksom paa, at naar de holdt
Øie med dem, kunde de undgaas, men at derimod den
der sov, let kunde komme til at sove den evige Søvn.
Midt om Natten sendte jeg min Tiener hiem for at
sige min Kone at jeg levede, og for at erfare hvorledes
det gik hende og Børnene, og til min store Forundring
erfarede jeg da, at de vare borte Allesammen. Om
Morgenen, da vi fik Lov at gaa hiem , opdagede jeg
dem da, sammentrængte med mange Flere i en lille
Kielderstue, hvorhen min Kone var tyet, fordi hun her
troede sig sikkrere. Første Nats Beskydning havde lært
mig, at i Byen var ei Sikkerhed for dem, og da Rali-
bek havde sagt mig, at
0111
Byen skulde blive bombar
deret, saa vilde han kunne skaffe mig en bombefrie
Plads til Mine, saa besluttede jeg at søge ham. Men
hans Post var paa Studiigaarden, og denne der laa nær
ved Fruetaarn, som var det hvortil Bomber og Brand
raketter sigtede, var farlig at besøge. Men hvor hen
gaar man ei for Kone og Børns Skyld. Jeg begav mig
derfor strax paa Veien, men jo længere frem, jo værre.
Jeg maatle nu springe i en Kielderhals, for muligst at
dække mig mod en Bombe, som var nær ved at springe.