57 / 650
Fra 1807.
51
mit Fædreland. Jeg gik tilsengs og sov sødt og roeligt,
uden at jeg mindes at have drømt indtil min Kone
0111
Morgenen vaagnede mig, og sagde at nu var det Tid.
Da bemærkede jeg, at jeg i Søvne liavde svedt saa stærkt,
at jeg nødtes til at skifte; men
0111
denne Sved var Føl
gen af det varme Veir, eller
0111
dog menneskelig Frygt
og Tanken
0111
imorgen, hvormed jeg naturligvis ind-
slumrede, har været Skyld heri, veed jeg isandlied ikke.
Fredrik Bartholin, der var Overjæger, og hos hvem vi
boede [paa Hjørnet af Admiralgade og Vingaardsstræde],
var nu parat og vi fulgtes ad, og vare hele Dagen Side-
mænd. Jeg havde under min røde Surtout trukket min
grønne Jagttrøie paa, for ikke at være den eneste Røde
blandt alle de Grønne, og da jeg var udmarscheret i en
rød Mundering, som jeg uden for Porten trak af og gav
min Kone, og efter Udfaldet marschered grøn tilbage,
saa udbredtes Rygtet i Byen at jeg var falden, fordi jeg
imellem de Andre var bleven ubemærket.
Da vi marscherede ind i Klasens Have var Bartho
lin og jeg i den forreste Jægerkiede. Efter at vi vare
komne over en bred Grav, saa vi de første Englændere,
opstillede ved en Bygning, der laa midt i Haven, og da
disse havde hele Udseendet som den danske Livvagt, saa
spurgte jeg Bartholin
0111
dette var Engelændere, og da
han bejaede dette, sendte jeg dem min første Kugle. Jeg
var den Tid saa god en Skytte, at jeg skiød Ænder i
Stranden med Riffelen, og at jeg baade ha r skudt Kra
ger og Musvaager dermed. Det var altsaa ikke muligt
for mig, at skyde feil, paa ei langt Hold af et Menne
ske. Ogsaa saa jeg den jeg sigtede paa, at falde. Skiæb-
nen vilde mig desuden saa godt, at der hvor vi tilsidst
toge Post, var et Piletræe afhugget just i den Høide, at
jeg derpaa kunde lægge min Riffel, og giøre mit Skud
saameget sikkrere. Hvad der passerede i Klassens Have
var jo ei egentlig andet, end en Forpostfægtning, thi intet
EØSEnEIAv?J3