69 / 650
Fra 1807.
63
Mand, hvis hele Ydre røbede hans tyske Herkomst, i
Modsætning til hans engelske Kammerater. Den næste
af Officererne var Englænderen Lieutenant Winnecke, og
den tredje endelig var Fændrikken Wyck, en Dreng paa
15 å 16 Aar, ogsaa en Eng lænder..
Winnecke, som var en ung ret smuk Mand, op-
traadte paa en temmelig raa Maade, som dannede en
stærk Modsætning til Langreders høflige og hensynsfulde
Opførsel. Et Træk min Moder havde bevaret karakte
riserer dem begge to. Paa Væggen i Dagligstuen hang
et Billede, der forestillede en for Danmark hæderlig Træf
ning mellem et dansk Orlogsskib, ført af Kaptain Jes
sen, og to engelske. Winnecke skrev under dette med
Kridt: It is a damned lie. Da Langreder saa’ dette, gik
han hen og viskede det ud , og idet han irettesatte
Winnecke for hans Adfærd, tilføjede han : »Jeg vil gøre
Dem opmærksom paa, at den Mand, i hvis Hus vi er,
er en stor Patriot.« Wyck, den lille Fændrik, var en
Dreng eller Yngling med fine Træk og smukke Øjne.
Han legede med Børnene og var deres erklærede Ynd
ling, ja Forholdet var saa inderligt imellem dem, at
det forekom min Moder som om de havde samtalet,
hvad der jo paa Grund af hans fremmede Tungemaal
næppe er muligt.
Hvor længe disse Mennesker opholdt sig paa Strand
møllen kunde min Moder end ikke tilnærmelsesvis an
give, men hvad enten det var længe eller kort, saa var
Afskeden smertelig, og vilde have været det endnu mere,
havde Familien kunnet forudse den Skæbne, der ventede
de to af dem for hvem den havde fattet Interesse. Da
de skulde rejse, forærede min Bedstemoder Langreder en
Kurv med Æbler, og besvarede den velopdragne Officers
beskedne Indvendinger mod at berøve hende al den dej
lige Frugt med de Ord: »Fressen Sie sie doch!« Denne
sproglige Bommert gjorde, at de begge kom til at le, og
hjalp dem saaledes over det pinlige Farvel.