565 / 650
Livet i København.
559
lens Ord paa, kunde samle sig en Kreds af Tilhørere;
men ofte stod Kirkerne tomme, og det var let for en
Kandidat, ja selv for en Student, at komme til at
prædike, noget, som først efter 1840 blev sjældnere1).
Efterdønningerne fra Rousseaus og Voltaires Tidsalder
tabte sig først i Aarene 1810—20, og i Aarene 1820—-40
herskede den ældre Rationalisme, saa at en dybere
Religiøsitet først banede sig Vej efter 1840. Da S. Kierke-
gaard lukkede sine Øjne i 1855, var den religiøse Til
stand ganske anderledes vakt og livskraftig, end da ban
fremtraadte, men da havde ogsaa Mynster, Grundtvig,
Lindberg, Rudelbach, Clausen og Martensen — foruden
ham selv — virket i en Aarrække.
Blandt de Handlinger, ved hvilke det private Liv
kommer i Berøring med kirkelige Ceremonier, forsvandt
ved Aarhundredets Begyndelse A n d en d ag s -B ry llu p p e t,
og Bedemænd tog ikke længer rund t og indbød Gæsterne
til en Stads, der ofte var større, end man havde Raad
til. E t »stille Bryllup« var dengang næsten ukendt.
Ved B a r n e d a a b e n fandt ligeledes stor Stads Sted, og
det ansaas ikke for passende for en Moder selv at bære
sit Barn. K o n f i rm a ti o n e n havde hele denne Tid
igennem det samme Præg af Verdslighed2). Der var de
samme Sélskabeligheder og Udstillinger af Foræringer,
om end Tidens Tarvelighed gjorde sig lidt mere gæl
dende i den ældre Tid, der egentlig kun fordrede en
sort Silkekjole, et fransk Sjal og en tækkelig Haarfrisure
for Konfirmandinden. Dengang skulde ogsaa Konfir
mander af den velstaaende Klasse vise sig mere offent') I sin Bog om København anfører Pastor Pienge, at 28. Dcb.
1834 prækede 4 Kandidater og 5 Studenter, 5. Okt. 1839 7 Kand. og
4 Studenter, hvormed kan sammenlignes Prædikantlisten (7 Kandi
dater) for 31. Jan. 1819.
2)
Kun i den første Tid var det Tilfældet, hvad C. Otto for
tæller i sine Erindringer, at Piger og Di’enge læste sammen i Timerne
og forkortede sig disse ved at kokettere med hinanden.