253 / 256
2 3 8
k om m e til at se en hel D el anderledes ud, alt d ette
følte jeg læ nge en T rang til at skaffe en poetisk B e
handling. F remm est maatte blandt den den gan g g æ n g se
Fæ rd, syn tes det m ig , den besyn d erlige T rolddom
k om m e.
D et m ystisk e T u sm ørk e, hvori det ikke kan
k en d es, om det er m en n esk elige Lidenskaber eller de
skjulte Aander, der virker, var læ ngst benyttet (f. Ex. a f
H ertz i »Sven d D yrings H us«), ikke m indre end den
veritable T rolddom taget som en virk elig fuldkomm ent
virkende Kraft.
Der stod kun tilbage B enyttelsen a f
B egreb et, som det nu staar for o s , tom t o g uden
Realitet.
D en k om isk e B en yttelse af dette Begreb, som
endnu i sin in teth ed kunde forvolde stærk, om end
kun blind A llarm , havde allerede H eiberg grebet.
D en
sidste Side var da kun tilb age: af intet — i vore Ø jne —
der i den tidligere T id betragtedes som den fuld k om neste
R ealitet af gam le, u n ge, forn emm e, fattige, lærde
i°g
ukyn d ige — af D omm eren o g den tiltalte, — o g der
m edførte in gen V irkning uden de gru som ste for selv e
den i T ryllekredsen indviklede.
D et tragiske saae jeg
her i N ød ven d igh ed en af disse g ru som m e
edicia
, udsagte
over g od e o g onde, overen sstem m en d e m ed D om m eren s
bedste O verb evisn in g, alt efter T id en s M edfør; det var
et Blad af B ogen om den store m en n esk elige V ildfarelse
o g dennes N ød ven d igh ed , som , under andre Former,,
bestandig vil k om m e igen .
M en jeg saae tillige fuld
k om m en t den O p gaves V an sk eligh ed, især da et Par
andre Om stæ ndigheder eller især een maatte støde til..
D en første af disse var T en d en sen til O pposition m od
den i en D el Aar m ere o g m ere i Brug k om n e
captatio
benevolentiæ
i Enden af T ragedier; jeg m ener det, at
S kuespillet maatte h ave væ ret saa grum t, som det ly sted e,
god e Folk slaaede ihjel o g det slette overh oved et sejre,