254 / 256
saa m eg et det vild e, saa skulde der, om end kun i en
Parentations-M onolog, men helst i et Ø jet ogsaa til
talende E ngle-T ableau, g iv es et lille Kik til det Høje, til
Vorherre o sv ., som saaledes viistes d og alligevel endnu
at \ æ i e til, saa at v i M ennesker ikke b eh øvede at frygte
det allerværste.
D ette var m ig i m it Inderste im o d ;
Slutningen af Balzacs >'Pere Goriot« forekom m ig altid
langt m ere tragisk end den stedse udhæ vede Ende af
»K ing Lear«, der sikkert aldrig har skullet have den
»forsonende« B etydning o g V irkning, som , troer jeg,
først S ch legelern e faldt paa.
D en anden Om stændighed
var den over al Maade overhaandtagende Lyrik, hvoraf
det rom antiske Skuespil, T ragedien m . m . nu bliver
fuldproppet.
V ilde jeg praktisk stride im od denne Skik,
maatte m it Stykke blottes for denne Lyrik, blive udført
i Prosa o g jevn T ale, m en turde derved let lede hen
til det H olbergiserende kom iske. D isse Klipper troer jeg
d og saa tem m elig at h ave undgaaet.
D ette Arbejde blev udført under besynderlige O m
stændigheder.
I V interen
1 8 4 5 — 4 6
var jeg, som Du
maaske vil erindre D ig, i m eget høj Grad angreben af
gigtisk e Onder i Hænderne (chiragra) o g B enene sam t
Irritation af Huden paa de øm findtligste D ele af det
øvrige L egem e, der ikke tillod m ig B rugen af F ingrene
uden g en n em Castor-Vanter, ikke lod m ig bevæsæ mio-
£
.
o
O
o
fu t om paa G ulvet, ja en d og gjorde m ig det um uligt at
befinde m ig i en o g samm e siddende S tillin g
2
a
3
M inutter itræk.
M idt i denne jammerfulde T ilstand o g maaske ube
vidst for at aflede Tanken fra F ølelsen af Sm erten,
fattede jeg,
2
den Juledag
1 8 4 5
, Ideen om Stykket, og
d enne form ede sig saa hurtigt o g bestem t, at jeg, efter
om trent
2
T im ers Forløb, kunde kalde m in K one ind,
239