162 / 179
Anm eldelser
De bærende afsnit har sigende titler som »Fingerplanen«, »Omkring principskitsen
1960«, »Kampen om den indre by«, »Den sorte firkant«, osv. I sammenhæng viser de den
radikale ændring af vilkårene for styringen af byudviklingen som skete over få år: Endnu
i 50-erne var der tale om debat mellem eksperter af forskellig afskygning, og økonomien
var den afgørende begrænsende faktor for udviklingsplanernes virkeliggørelse. I 60-erne
løsnede de økonomiske bånd, men til gengæld opstod en kraftig folkelig opinion med
krav om indflydelse
udenom
de etablerede institutioner. Denne revolution af det kom
munalpolitiske verdensbillede kan rigeligt måle sig med indførelsen af det formelle de
mokrati i 1800-tallet; og det medførte krav om en omstilling som det københavnske by
styre har haft vanskeligere ved at honorere end landets andre kommunalbestyrelser.
De store personligheder blegner i denne fremstilling; Villo og Weide er begge produk
ter af en kollektivbevægelse. Nok sætter de præg, og nok har de indflydelse, men inden
for afstukne rammer, og de
ejer
ikke vælgerne på samme måde som deres forgængere.
På det politiske plan er der sket en nivellering mellem de styrende og de styrede, således
som det generelt er tilfældet i det danske samfund. Det afspejles på mange måder i frem
stillingen, at
københavneren
står mere centralt; det er
hans
interesser som er væsentlige.
Det er således symbolsk, at
Frederik
i registret ikke henviser til Hans Majestæt kong Fre
derik IX - for han er overhovedet ikke omtalt - men til sangeren Frederik.
Hvis de institutionelle rammer for det københavnske bystyre er blevet snævre, så gælder
det også - under en anden synsvinkel - om rammerne for dette bind. Allerede bind 4 bar
titlen »Rammerne sprænges«; dengang kunne de udvides gennem indlemmelse af for
stadsbebyggelserne, men siden 1945 er hovedstaden - eller »hovedstadsområdet« - defini
tivt vokset fra Københavns kommune.
Det havde været relevant at udvide fremstillingens genstand i overensstemmelse her
med, så meget mere som det havde kunnet underbygge Ejlersens hovedlinier. På den
anden side må det nævnes, at Ejlersen
er
meget åben for samspillet mellem Københavns
kommune og »Hovedstaden vest for Valby bakke«, og at fastholdelsen er konsekvent i for
hold til de foregående bind.
Ejlersens stofvalg - kilderne til fremstillingen - er interessant og illustrerende for samtids
historikerens vilkår. Egentlig historisk forskning findes der meget lidt af, det journalisti
ske kildemateriale er kaotisk og tungt tendensbefængt, arkivmaterialet er aldeles uover
kommeligt og desuden utilgængeligt.
Ejlersen finder i stedet sit faste grundlag i dé samfundsvidenskabelige undersøgelser og
publikationer, som især i de seneste årtier er fremstillet til brug for samfundsstyringen;
det gælder både den stadig fyldigere statistiske samfundsbeskrivelse, sociologiske under
søgelser, kommissionsbetænkninger, osv., foruden produkterne af planlægsningsvirk-
somheden i snævrere forstand.
Nogle samtidshistoriske forfattere slår sig op (og igennem) på smarte formuleringer og
letkøbte domme. Ikke Ejlersen, som har en velgørende vilje til loyalt referat af modstri
dende synspunkter. Det er ikke befordrende for udbredelsen af forfatterens egne holdnin
ger, men formidler til gengæld forståelse.
Efter anmelderens mening har Ejlersen afsluttet Gyldendals Københavns historie med
160