166 / 179
Anm eldelser
spørgsmålet er, om ikke forfatteren bærer en stor del af ansvaret. Det forekommer under
tegnede, at den afmålte plads er benyttet på en ikke altid lige indlysende måde.
I beskrivelsen af den »pæne« side af Nyhavn (s. 56ff) er der en række før-nu billeder,
som der skal være, men husene »frembyder . . . ikke den store interesse«, og hvad gør
man så med den tilmålte spalteplads? Linvald fortæller den velkendte skrækhistorie om
Giertrud Bodenhoff, løst og fast om H. C. Andersen, indførelsen af gadenumre og giver et
referat af samtidens begejstring for det nybyggede Gammelholm kvarter, som mere rele
vant kunne være bragt ved den egentlige omtale af dette s. 167 ff. Her har redaktionen
måske sat forfatteren på en vanskelig opgave ved at skulle skrive om uinteressante huse.
Men under omtalen af Charlottenborg, der skulle rumme stof nok i sig selv, får vi en lang
beskrivelse af Thorvaldsens hjemkomst fra Rom, som også blev omtalt i bd. 1 i forbin
delse med frisen på Thorvaldsens museum. Omtalen af Academiet indskrænker sig til
dets forløbere og formålsparagraf, og skal man slutte fra forbruget af spalteplads, var
dets forløbere de vigtigste og Academiet efter Thorvaldsens tid uden enhver betydning.
De her illustrerede træk går igennem hele bindet. Det ville have været mere i overens
stemmelse med værkets »program« at koncentrere sig om bygningernes og bybilledets
tilblivelse, æstetik og funktion. Nu bliver det mere stemningsbeskrivelser og synspunkter
fra samtiden. Det er også en spændende mulighed, men den bliver heller ikke gennem
ført, men bliver mest til en række interessante citater og sine steder til ingenting, som når
under omtalen af Det kongelige Teater s. 126 en påstand fra 1907 om, at det københavn
ske teaterpublikum har forandret sig i den sidste snes år, helt summarisk sættes i forbin
delse med det politiske og litterære gennembrud og ender i en noget længere omtale af
det første venstreministerium i 1901; og som om det ikke var nok får vi i tilgift at vide, at
det var i de år omegnslandsbyerne indlemmedes i København. Der er tilløb til et signale
ment af teatrets publikum (borgerskabet), Ibsens stykker vækker til eftertanke osv. - men
det forbliver interessant snak, og det er en for nem måde at beskrive bygningernes funk
tion på. På
3 Vi
side må forfatteren redegøre for projekterne til en ny scene, Stærekassen,
1978-idékonkurrencen og »de seneste ombygninger«, og det er jo sparsom plads, men
fremstillingen kommer ikke bag om udenværkerne, og forfatteren tillader sig at bruge 1
side af pladsen på gadenavne i almindelighed og dem på Gammelholm i særdeleshed. -
Man fornemmer i øvrigt en respekt hos Linvald for Stærekassens ydre udformning og
modsat en kritik i Bramsens billedtekster.
Afsnittet om Gammelholm begynder med det gamle orlogsværft og slutter med den nu
værende Gammelholm-bebyggelse. Orlogsværftet Bremerholm, eller Gammelholm, som
det kom til at hedde, har en lang bygningshistorie, som skal udredes på grundlag af bille
der og skriftlige kilder, fordi bygningerne stort set er totalt forsvundet. Fremstillingen
kan derfor ikke støtte sig på læserens eget kendskab til bybilledet. Det letter ikke tilegnel
sen, at der er byttet om på de to kortskitser s. 27 og 42. Det letter heller ikke forståelsen,
at den samme bygning snart betegnes som Admiralitetet, snart Generalkommissariatet,
uden at det præciseres, at det er den samme bygning, der på skift husede forskellige in
stitutioner. Billedteksten s. 31 er forkert; det drejer sig om Søakademibygningen bygget
af Philip de Lange, der aldrig kom i brug som sådan, men benyttedes til bolig for ekvi
pagemesteren og andet; den er på kortskitsen s. 27 betegnet »ministeriets kontorbygning«.
164