165 / 179
A nm eldelser
der, at nogle afsnit er blevet urimeligt kortfattede, og at andre virker fyldt op med lige
gyldig snak. Steffen Linvald refererer i sin tekst konkret til billederne, og det er godt,
også selvom der er kommet et galt sidetal på en af henvisningerne.
I bd. 1 skriver overbibliotekar ved Kunstakademiet Hakon Lund om Slotsholmen. Over
et par hundrede sider følges slotskompleksets udvikling fra Absalons borg til det nuvæ
rende Christiansborg, og på bindets sidste små 200 sider gennemgås Slotsholmens øvrige
bebyggelse. Lund fremhæver nogle byplanmæssige aspekter,
f.ex. den tidlige fastlæg
gelse af Tøjhusgadelinien, som alt senere byggeri respekterede, og de trafikale problemer
omkring forbindelsen til Amager og langs havnen. Hele fremstillingen virker kyndig og
instruktiv.
Lunds stil er sine steder meget ligefrem. »Omkring år 1500 rumsterer der i regnska
berne nogle bygningsarbejder, der imidlertid er ret umulige at anbringe« (s. 21); »Male
ren J. L. Lund indførte kristendommen i Danmark - ved Ansgars hjælp forstås - på et
kæmpelærred i første kavalergemak« (s. 96). Forfatterens engagement og til tider skarpe
ironi slår især igennem, når vi nærmer os vor tids byggerier, og da han er nået til det
tredie Christiansborg og folkestyrets bedrifter som bygherre slår hans kritiske lystighed
ud i fuld lue. »De bevarede rester af Ragnarokfrisen er nu - meget passende - opsat i et af
Folketingets udvalgsværelser« (s. 103). Gennemgangen af de mange projekter til det
tredie Christiansborg viser tydeligt tidens stilmangfoldighed og forestillingen om, at byg
ningens funktion skulle udtrykke sig i dens stil og de heraf følgende vanskeligheder ved at
bestemme stilen for en bygning, der både skulle være kongebolig, parlament og højeste
ret. Fremstillingen berører beslutningsprocessens vanskeligheder. »Det kan trygt hævdes,
at stemmesedlen ikke uden videre øger den arkitektoniske kvalitet, derimod nok forvir
ringen« (s. 140). Hakon Lund er som mange andre kritisk over for det tunge granitklædte
slot med den »højskoleagtige« udsmykning, men tager man beslutningsprocessen og de
fleste andre forslag i betragtning, er vi vel sluppet heldigt, og man kan tvivle på, at en ren
parlamentsbygning var faldet heldigere ud. Nu fik man et slot, der respekterer ridebane
anlægget, som heldigvis for hele Slotsholmens karakter blev bevaret.
Til sidst et par ting i småtingsafdelingen: Hendrick Krock var ikke i Rom anden gang i
1650’erne, men i 1690’erne (s. 286), og det mærkelige amfibium nævnt s. 290 hedder ikke
General-Handels-Økonomi- og Kommercekollegiet, men General-Landets etc.
Værkets bd. 2 om Gammelholm og Frederiksholm er skrevet af den tidligere leder af By
museet Steffen Linvald, der er velbevandret i litteraturen om København og en levende
fortæller. Tekst og billeder følges godt ad fra gade til gade og hus til hus. Linvald gør
hyppig brug af citater fra Jonge og Pontoppidan, Illustreret Tidende og mange andre ste
der, og det er der blevet en ganske underholdende fremstilling ud af. Den er mere præget
af en historisk fremadskridende fremstilling af de enkelte områder og bygninger end af en
mere firkantet før-nu konfrontation, og det er i overensstemmelse med værkets »pro
gram«.
Trods disse kvaliteter synes der anledning til nogle alvorligt kritiske bemærkninger.
Det er oven for nævnt, at det virker som om forfatteren for at følge billedsiden sine steder
har været bundet til at skære teksten til på en ikke særlig tilfredsstillende måde. Men
163