169 / 179
A nm eldelser
Intentionen om at skrive københavnernes historie er efter min opfattelse fin nok. Men
alle københavnere er som bekendt ikke lige for loven. Gennem en læsning af bogen får
man en mistanke om, at forfatterne primært har tænkt på at opdele københavnerne i
dem der har - og dem der ikke har. Men hvad med forskellen på kvinders og mænds
historie, på gamle, unge og børn - piger og drenge? Kun forfatteren til afsnittet om
perioden 1914-1950 (Knud Knudsen) synes for alvor at have været opmærksom på disse
forskelle. Ved inddragelse af aviser, løbesedler, litteratur og generelle fremstillinger af
byens historie leverer han det afsnit, der kommer tættest på almindelige menneskers liv
både som barn og voksen, som kvinde og mand.
Til illustration af de øvrige afsnit bringes flere billeder, hvor børnene er synlige. Som
legende på gaden eller som arbejdende. Endda på bogens forside er der børn: mælke
drenge fra omkring århundredeskiftet. Hvorfor er børns skiftende vilkår så ikke beskrevet
mere indgående i de enkelte afsnit? Alene mælkedrengene, - som i København udgjorde
henved 7% af samtlige beskæftigede drenge i 1899, og som på Frederiksberg - hvor de
store mejerier lå - var helt oppe på 18% af drenge med arbejde udenfor skoletid, - er en
spændende gruppe. Med egen kultur og organiserede strejker.
Forfatterne forklarer byens udvikling til hovedstad med, at den omkring 1500 havde
udviklet sig til et finansielt og administrativt centrum. En stilling, som byen har fastholdt
siden på trods af pest, brand, bombardement, kolera, økonomiske kriser - og Weide-
kamp!
Og det på trods af at byen ifølge bogens sidste afsnit helt har skiftet karakter siden
1950. Fra en by beboet af mennesker, som arbejdede, sov og levede her, til en by, hvor
titusinder hver dag fragtes ind og ud med S-toget eller privatbilen. Den typiske metropol
med de døde kontorlandskaber efter kl. 17, hvor banker og dyre forretninger tegner gade
billedet. En by præget af et inferno af bilos og motorgader og manglende planlægning.
Kort sagt en »autoritær« by, hvor mennesker er frataget muligheden for at bestemme
over deres eget liv, uanset de støttede Byggeren eller hedder bz’ere. En beskrivelse af
byens udikling, der ikke blot gør det vanskeligt at forstå, hvordan man kan leve her -
trods alt. En beskrivelse, som heller ikke giver særlig mange forklaringer på disse foran
dringer. En beskrivelse der kunne få læseren til at tro, at de fem forfattere mener, det er
diskutabelt om denne menneskefjendske by bør opretholde sit geografiske, økonomiske og
politiske monopol.
Som sagt indledningsvis har det været nødvendigt at skære hårdt, for at få byens
historie klemt ned i et bind. Afhængig af historisk viden og interesser vil læseren mene, at
dette eller hint burde være taget med. Jeg vil indskrænke mig til at påpege, at den menige
mands boliger - lige fra selvbyggerhuset, over parcelhuset, rækkehuset, det sociale bolig
byggeri og »betonslummen« burde have haft en mere udstrakt behandling. Jeg tror det
ville kunne have illustreret de drømme, som almindelige mennesker har næret til deres
liv - og de idealer, som arkitekter og planlæggere har haft.
Bogen indeholder en række gode kort, som viser forskellen på byens geografiske ud
strækning før og nu. Derimod er billedmaterialet ikke helt så godt. Billederne er så dår
ligt gengivet, at man ikke kan se de detaljer, der omtales i undertekster (s. 81, 102 og 196
f. eks.). Et enkelt er tidsmæssigt forkert placeret (s. 104) og et enkelt billede har - sand
synligvis - en forkert undertekst. Billedet s. 136 forestiller efter min bedste overbevisning
167