»Velocipede-Ryttere«, saadanne »vittige« Ting som »Velo-
cipedanter« og »Velocipetriner«, og de, der gav sig af
med Undervisningen, hed efter amerikansk Mønster
»Velocipedagoger«1) .
Velocipedemanien var naturligvis ikke blottet for ko
miske Momenter, og Publikum og Presse var ikke sene
til at opfatte dem og faa al mulig Fornøjelse af dem.
Uheldige »Ryttere« var til Spot og Spe for hele Byen,
lige fra de pæne Mennesker, der morede sig over »Hr.
Velocipedersen «s Saltomortaler i »Illustreret Tidende«
den
2 1
. og 28. Marts (S. 233), til det jævnere Publikum,
for hvem Gadeviserne blev skrevet. Et Par af dem hand
lede om Velocipederne. De var udstyret med Billeder, den
ene med en Velocipederytter, der er kørt i Vandet; den
anden, »En yderst griinagtig Vise om de nye Velocipeder
eller som de kaldes Veltepeter. Forfattet af Caroline Jol-
lerup«, havde paa Titelbladet en Dame paa Velocipede
(S. 242). Her er en Prøve paa Velocipedepoesien:
»Enden bli’er naturligviis,
At man her som i Paris,
Ser hver Modecavaleer
Paa en Væltepeer, .
Ja!
Mens hver Mø med smukke Been,
Overskrævs paa saadan een
Promenerer stadigvæk«
Da Velocipedefeberen rasede i København
241
Søndag den
2 1
.Marts 1869 stod der i »Dags-Telegrafen«
følgende Annonce:
Foreningen
Vélocipéden.
Søndagen 21de Marts KL 4: Kapløb fra
Vibenshus til Slukefter.
Bestyrelsen.
*) F. A. 18. 1., 12. 6. 1869. N. A. 11.5., 16.6.1869.
17




