254 / 795
240
Else Margrete Kjerrumgaard-Jørgensen
gere og udvides til at omfatte Kørsel paa Esplanaden,
Langelinie og i Filosofgangen. Ogsaa paa Fællederne var
Velocipedekørsel forbudt — for Græssets Skyld, hed det
sig — til stor Fortørnelse for Velocipederytterne. Der
rørte sig nu vist ogsaa et saa broget Folkeliv paa Fælle
derne, at hvis Græsset kunde taale
det,
kunde det ogsaa
taale Velocipederne. De cyklende Københavnere ha r vist
nok dengang ligesom nu været overordentlig lovlydige,
navnlig naar der var en Politibetjent i Nærheden, men
alligevel endte mange Velocipederyttere i Politiretten i
Aaret 18691) .
En særlig Klasse Medborgere — foruden Politiet —
havde et godt Øje til Velocipederytterne. Det var Kaper
kuskene. De betragtede nemlig Velocipederne som en
Konkurrence til deres egne Køretøjer og gjorde — lige
som mange andre Kuske — alt for at vanskeliggøre Velo
cipedekørslen ved at spærre Vejene og maaske ligesom
tilfældigt lade Piskesnærten ramme de forbipasserende
Velocipederyttere2) .
Trods alt dette var Velocipeden dog meget populær;
hvis det er sandt, at mange Navne er Tegn paa Popu lari
tet, saa var den et endogsaa meget højt skattet Apparat,
thi den fik i sin forholdsvis korte Levetid en Mængde
Benævnelser: det af »Industri-Tidenden« lancerede »Bi
vogn«, »Løbemaskine« — foreslaaet og brugt af »Dags-
Telegrafen«, »Trædevogn« — særlig yndet af »Folkets
Avis«, der dog ogsaa anbefaler »Ridevogn«, »Hurtiglø
ber«, »Pilvogn« — en Vogn, paa hvilken man piler af
Sted, »Hurtigpeter«, og det for Københavnerviddet saa
nærliggende »Væltepeter« eller blot »Peter«3).
De kørende kaldtes foruden det mest almindelige,
b N. A. 10. 5., 24. 9. 1869.
-) sst.
2 4 .
9. 1869.
3)
F. A. 27. 1. 1869. D.-T. 2. 1. 1869. N. A. 9. og 15. 3., 25,
4.
1869.
111. T. 4. 4. 1869 o. m. a. St.