320 / 795
3 0 6
C. Luplau Janssen
Messingkvadrant ud fø rt af R undetaarns Bygmester Hans
Steenwinckel i Aaret 1596. Desuden opstilledes en Oktant,
som Longom on tanus’ Dattersøn havde fo rarbejde t i 1655.
Endelig anb ragtes i Observatoriet Tycho B rahes mæg
tige Himmelglobus. Tycho havde fø rt den med sig til
P rag. Under T rediveaarsk rigen førte den en meget om
tum let Tilværelse, men blev dog til sidst b rag t tilbage
til Danm ark, hvor den fa n d t sin endelige P lads i det nye
Observatorium p aa R undetaarn .
Om denne In strum en tbe stand tø r m an vist sige, at den
allerede i S tarten var forældet. Det nye Observatorium
havde ingen K ikkert og fik form entlig fø rst langt senere
— under Rømer — b rugb a re In strum en te r af denne Art.
Kikkerten var blevet opfundet, ca. 50 Aar før Rundetaarn
toges i Brug, og der var h u rtig t opdukket m ange ivrige
Iagttagere med K ikkerter; der var g jo rt vigtige Opdagel
ser, vi behøver blot at erind re om Galileis Iagttagelser
omkring 1610 af Maanens Bjerge, S tjernehobe, Jup iters
Maaner m. m. Simon Marius havde i 1612 fundet An-
drom edataagen, og Christoph Scheiner (1573— 1650) h a v
de allerede i 1630 udgivet sit Værk »Rosa Ursina«, hvori
gøres Rede for K ikkertiagttagelser af Solpletter. Endelig
i 1647 offentliggjorde Johannes Hevelius sit store Maa-
nekort, ogsaa ud fø rt ved Kikkert. F lere Eksempler
kunde anføres, men de nævnte er tilstrækkelige til at vise*
at m an ved Planlæggelsen af det nye Observatorium ikke
var fulgt med Udviklingen. Ganske vist siger Th. Bugge
(i sin Bog om Observatoriet, 1784), at der ca. 1650 kom
en K ikkert til D anm ark fra England, h jem b rag t af en af
Longom ontanus’ E fterfølgere i Embedet, men dette er
dog ganske usikkert. Alt tyder paa, at m an havde p lan
lagt at arbejde nøjagtig p aa samme Maade og efter sam
me Metode, som Tycho B rahe havde gjort det mere end
et halvt A arhund rede tidligere.
Longom ontanus’ E fterfølger i Universitetsembedet blev