70 / 795
56
Otto Smith
om at få det gamle fæstningsterrain overladt, kan det
næsten lyde, som om der var tale om noget forældet,
hvilket dog langtfra var tilfældet. Københavns fæstning
var endnu på den tid fuldt ud brugelig og vedligeholdt
som sådan. Noget andet var, at der fra befolkningens
side var stærke ønsker fremme om at komme til at an
vende de dele deraf, som lå bekvemmest for økonomisk
udnyttelse.
Glaciet inden for sørækken fortonede sig jævnt ned
mod denne, og „på broerne“ havde der rejst sig en be
byggelse, som var i rivende vækst. Af hensyn til forsvaret
af fæstningen var der rund t om denne trukket en tænkt
linie, demarkationslinien, inden for hvilken der af hen
syn til frit skud og fri udsigt fra kanonstandpladserne
ikke måtte være andet end interimistisk bebyggelse, som
let kunde fjernes i tilfælde af krig. Det strømmede imid
lertid fra slutningen af 1830’erne ind med ansøgninger
til regeringen om tilladelse til at opføre huse og byg
ninger af mere stabil karakter, og regeringen imødekom
forsåvidt ønskerne, men enhver, der fik tilladelsen, måtte
lade tinglæse en revers, hvorved han forpligtede sig og
senere ejere til i tilfælde af fæstningens forsvar eller nye
værkers anlæg at lade bygningen nedbryde og pladsen
ryddeliggøre, alt uden udgift for det offentlige og uden
nogetsomhelst krav på erstatning derfor.
Trods disse betingelser, der ved opstående krigsfare
vilde virke økonomisk ødelæggende på de fleste, var der
en mængde, der turde løbe risikoen, så mange, at man
kan synes, at fæstningens værdi blev mere forringet, end
militæret egentlig kunde forsvare; thi eet var tinglæste
reverser, noget andet om demoleringen af så stor en be
byggelse virkelig lod sig udføre tilstrækkelig grundigt i
løbet af kort tid.
Medens sørækken på den største strækning hjalp med
til at holde denne fortifikatorisk set generende bebyg