74 / 795
60
Otto Smith
vernør absolut ikke blidt stemt ved planen. Landgrev
Wilhelm af Hessen havde nogle år i forvejen overtaget
denne post og havde sikkert følt sig en del irriteret over
de to tidligere indgreb i fæstningsområdet. Hans stilling
var heller ikke helt let, da tilsynet med og ordenens op
retholdelse på de store fæstningsarealer påhvilede gouver-
nementet. Afspærringen opretholdtes ganske vist ikke
som ved moderne fæstningsværker for at hindre kend
skabet til disses indretning, men af hensyn til de
mange oplag af krigsbeholdninger og til sikringen
mod ødelæggelser af anlæggene af et hensynsløst publi
kum. Dertil kom, at store områder var bortforpagtet til
græsning, og man måtte selvfølgelig sikre forpagterne
mod, at uvedkommende færdsel ødelagde deres rettig
heder. Selvfølgelig indså han også, at begyndte man først
i større udstrækning med sådanne tilladelser, vilde k ra
vet dertil blive stedse større, og i så fald vilde hans
tjenstlige opgaver blive helt umuliggjort. Hans modstand
hjalp dog intet i dette tilfælde. Den
8
. august 1846 fik
gartner Hansen kongens tilladelse til at overtage det
ønskede areal, hvortil den tidligere forpagtning netop
var udløbet.
De to sidste indrømmelser fik imidlertid tilbagevir
kende kraft på Tivoli, der efter udløbet af brændevins
brændernes forpagtningskontrakt, som etablissementet
havde overtaget, fik lejen af arealet betydelig forhøjet,
nemlig fra 181 rdlr. til 630 rdlr. årlig. Georg Carstensen
sendte naturligvis en klage til sin velgører, kongen, over
dette forhold og understregede, at et så ungt etablisse
ment naturligvis havde haft en svær økonomisk start
og desuden måtte svare store afgifter til både fattigvæs
net og politiet. Han undlod heller ikke at slå på Tivolis
„uheldige økonomiske Statur og den Frygt for dets Be-
staaen, som Afgiftens Forhøjelse vilde have til Følge“ .
Med hensyn til forpagtningssummens forhøjelse, havde