180 / 230
171
Hennings
som Autor, men derimod roser han ham
som Læge, idet han i Anledning af anden Udgave
skriver: „Hvad nu det egentlig Medicinske angaar,
da er je g for nærværende Tid af en ganske anden
Mening end forhen. Thi forhen vare Autorerne og
vore K jøbenhavnske Læ ger imod ham; men nu ved
jeg af Erfarenhed, at den Sygdom, som Forf. be
skriver som en ufuldstændig Betændelse i Maven og
Tarmene, virkeligen forekommer meget ofte, ja den
har for et halvt A a r siden været epidemisk, ligesom
den og er for nærværende Tid, og at den af ham
tilraadte Kurmethode gør megen Nytte deri. Hvor
vidt nu hans theoretiske Forklaring har Grund, og
om det hele ikke rettere er en Rheumatismus i de
indvortes Dele, v il je g ikke paatage mig at bestemme.
Nok at saadan en Forbindelse af Tilfælde er virkelig,
at den ikke findes beskreven hos andre Forfattere,
at den forekommer meget ofte, og at den Henningske
Behandlingsmaade er god.
Bogen fortjener den
flittigste Paaagtn ing og Hr. Justitsraaden Tak for
at have gjort Lægerne bekendt med en Kurmethode,
som visseligen v il redde mange Menneskers L iv . —
Je g har selv været Vidne til dens Nytte og gør mig
nu en Fornøjelse a f ikke alene at anvende men og
at berømme den offentligen. Spørgsmaal om der
ikke ere de, der føre sig den til Nytte, og tie stille
med, hvem de have at takke derfor.“
Paa samme Maade,
Tode
havde angrebet
Hennings,
faldt han over
Ferdinand Martini
, en Mand, der
med gode E vn e r forbandt en Jernflid, og som trods
sin uheldige Stilling i L iv e t fjærnt fra Hovedstaden
skrev det ene chirurgiske Værk efter det andet.
Todes
Angreb paa
Martini
kom til at spille en stor
Rolle, thi denne Gang havde han angrebet en Mand,
der ikke var bange for at tage Bladet fra Munden,