183 / 230
174
Modpartiet frem stillet som Formanden for en Skole, hvis
Medlemmer man, efter ham, kaldte
Martinianer.
— Den
sidste P iece, han udgav, var en R ecension over
die
Degenqvåste,
i hvilket Skrift han troede sig fornærmet ved
en ham tillagt fortjent Ros. Som Embedsmand var han
virksom, uegennyttig og sæ rdeles deltagende i sine Med
menneskers L idelser. Med enhver ham bekendt Forbedring
i de syges Behandling anstillede han, saasnart Lejlighed
viste sig, Forsøg. D et er mærkeligt, at han i sit S y g e
hus havde ladet sætte en Seng paa Glasflasker, i hvilken
han lod henlægge dem, som havde Nervesygdomm e.
Mod sine Undergivne viste han sig sted se som en V en
og Velgører. Begæ rte nogen ham uvedkommende hans
Hjælp, saa var han altid redebon med Raad og Daad
uden at forlange eller nogensinde at imodtage Betaling.
Han døde ugift —- og som man af hans uegennyttige
Vandel let formoder, uden at efterlade Formue. F red
være med hans Aske.
M a rtin i
udgav som nævnt et stort A rb e jd e :
Be-
trachtungen in der Lehren von den K op ftvunden
i
6
Bind, et Arbejde der indeholder meget a f Interesse
og talrige Sygehistorier, ligesom det viser, at
M a rtin i
var en meget belæst Mand.
1
. B ind heraf anmeldte
Tode
meget haanligt i sit Medicinisch-chirurgische
Bibliothek.
M a rtin i
aftrykte denne K ritik i 4. B ind
af sit Værk, hvorpaa han i 5. B ind skrev en Fortale
paa 55 Sider til
Tode.
Den første Halvdel er skreven
direkte til
Tode
i bunden Stil, og derpaa kommer
den egentlige Fortale, hvori han retter et voldsomt
Angreb mod
Tode,
idet han anfører to Grunde for,
at
Tode
ikke kan optræde som Dommer, og søger
at bevise begge udførligt. Den første Grund er, at
Tode
som Kunstdommer gør en M yg til en E lefant,
den anden og for os vigtigere er, at han paastaar,
at
Tode
ikke tør dømme, som han selv vil, men kun
som den ham beherskende Kabale, der blandt andet