186 / 230
177
glückte, die ßettungskraft der Wundärzte zum Stutzen
unter die Scheere der Aerzte, das ist, ihrer R ivale zu
bringen.“
Fo røvrigt gik
Martinis
Skrift væsentligst ud paa
at vise, livor skadeligt det vilde være for Chirurgien,
hvis Amphitheatret lagdes ind under Universitetet,
og paa at angribe
Callisen
, fordi han var bleven
Doctor, fordi han examinerede Chirurgerne i Chirurgi
ved den medicinske Prøve, efter at de havde afsluttet
den chirurgiske Examen, fordi han, skønt han var
Chirurg, underskrev Chirurgernes Testimonia efter
denne Examen, uagtet der i dem stod, at de skulde
respektere Promotorum consilia, fordi han ved at faa
Succession paa Generaldirektørembedet havde røvet
den chirurgiske Lærestol fra Chirurgerne, og endelig
fordi han havde været Medlem af den chirurgiske
Commission.
Angrebene, der støttedes a f
Riegels
i liere for
skellige Afhandlinger, førte til en stor Fejde, der
dog først rig tig brød løs efter Academiets Stiftelse.
Mange af Angrebene vare langtfra berettigede, dels
fordi Angriberne ikke kendte nærmere til alt, hvad
der var gaaet forud, hvorfor de f. E x . beskyldte
Callisen
for at have foranlediget den chirurgiske
Commissions Nedsættelse og Consistoriums Forslag
om en Forening a f Amphitheatret med Universitetet
ved hans Udnævnelse til Professor, hvad der efter
det foregaaende ikke er rigtigt, — og dels fordi
baade
Martini
og
Riegels
vare Fanatikere. Men paa
den anden Side kan det ikke nægtes, at
Callisens
Genmæle, da det endelig kom, just ikke paa alle
Punkter stiller ham i det bedste L y s.
Y i have saaledes set, at
Callisen,
skønt han
havde været med til i den chirurgiske Commission
12