318 / 463
3 0 6
Kr. Bruun
ville jeg nødig give slip på det, så det bandt til byen. Der
var for resten heller ingen af den lille halve snes sta ts
skoler uden for byen, der havde haft bud efter mig. Det
var længe uvist, om jeg overhovedet brød mig
0111
at blive
lærer.
De sidste par år fik jeg dog et større antal timer sam
lede på Wedels Kursus, som i disse år havde sin glans
periode i Nørre Søgade ved Dronning Louises Bro. Wedel
selv var en dygtig lærer og en fortrinlig administrator,
som holdt nøje kontrol med eleverne. Det var mest flinke
piger og drenge fra kommuneskolen, som skulle have
præliminæreksamen, men der var også ret betydelige
studenterhold. Det hele var meget mere skolemæssigt end
hos Døcker, og et helt andet publikum.
Blandt de voksne elever på artiumsholdet var den
senere generaldirektør for statsbanerne P. Knutzen, hvem
jeg ikke tager i betænkning at kalde den dygtigste af de
tusinder af elever, jeg har truffet under min fyrreårige
skolevirksomhed. Hans enestående energi og begavelse
udelukkede ikke, at han var en elskværdig elev, vel lidt
af kammeraterne, der så op til ham som primus inter
pares. Jeg så et glim t af ham i Åbenrå, da han ved gen
foreningen nyorganiserede postvæsenet i de sønderjyske
landsdele. Om dette arbejde hørtes kun lovord, skønt der
ellers nok på andre områder kunne skum les over, at der
var få manne om æ raj, for mange, der skulle snakke
med og tages med på råd.
I længden var det yderst anstrengende med skoletimer
om formiddagen, kursus om efterm iddagen, købmands
skolen i Fiolstræde, korrekturlæsning og stileretning om
aftenen. Jeg kunne simpelt hen ikke have holdt til det ret
meget længere, da jeg fra 1. august 1914 blev ansat som
adjunkt ved Helsingør højere Almenskole.