324 / 463
3 1 2
Sigurd Jensen
Men bondestandens repræsentanter på tinge var gået
skarpt imod ophævelsen, for denne stand stillede sagen
sig nem lig anderledes. Loven af 1855 bestemte nok, at der
stadigvæk ved lån mod pant i fast ejendom skulle være
en maksimalrente (på 4 p ct.), men indenrigsm inisteriet
skulle kunne meddele dispensation herfra. Tidligere
havde kongelig resolution været nødvendig for at opnå
dispensation fra maksimalrentebestemmelserne. Bøn
derne forudså nu, at disse dispensationer ville blive en
rent formel ekspeditionssag - hvad de fik ret i - og de
frygtede en alm indelig stigning af renteniveauet. Derfor
udviklede der sig en meget livlig rentedebat, og spørgs
målet maksimalrente eller fri rente blev et af de domi
nerende under valgkampagnen i 1858. Flere jyske land
bokredse valgte deres folketingsmand under den udtryk
kelige forudsætning, at han skulle arbejde for genind
førelse af maksimalrenten,7 og da tinget trådte sammen,
kvitterede disse medlemmer da også med en omgående
reaktion. De indbragte i oktober samme år et privat lov
forslag om genindførelse af maksimalrente ved udlån
med krav om kongelig resolution som betingelse for dis
pensation.
Under drøftelsen i tinget havde kloge folk såvel fra
højre som fra venstre fløj let ved at slå ned på, at hvis
man indførte en maksimalrente, ville lånsøgere, herunder
også landbruget, ofte komme ud for, at de intet kunne
låne, da kapitalen så ville søge andetsteds hen. Overfor
dette tilsyneladende så indlysende og afgørende argu
ment fremførte gårdejer Sylvester Jørgensen, der repræ
senterede Ringkøbing amt, et ikke uvæsentligt synspunkt.
Han sagde, at der i virkeligheden fandtes to pengemarke
der i landet, et i det store og et i det små. Det var meget
forkert at tro, at de faldt sammen. Pengemarkedet i det
store var det at sælge aktier, statspapirer, veksler o. s. v.,
pengemarkedet i det små var det, at den ene nabo lånte