322 / 463
3 1 0
Sigurd Jensen
at kunne paastaae, at en ikke ubetydelig Capitalinasse
i Danmark henligger død og ufrugtbar«.3 De gode kurser,
der gennemgående opnåedes på statspapirer i denne
periode, og den kortvarige, men hektiske aktiespekula
tion, der fandt sted i begyndelsen af 1840’erne, viser dog,
at en del af denne kapital under givne omstændigheder
lod sig lokke frem. Men erhvervslivet måtte naturligvis
ønske, at de ledige penge måtte finde frem til det, og at
så mange af dem som muligt måtte blive lokket frem fra
strømpeskafterne.
For at få dirigeret den disponible kapital i den ønskede
retning kunne man gå flere veje.
En af dem var at gøre statsobligationerne mindre til
lokkende for sparerne. I Viborg stænderforsam ling havde
man i 1836 rejst spørgsmålet om beskatning af sådanne
papirer. Et medlem (Roulund) mente, at det ville være
retfærdigt at beskatte statspapirerne, idet disse papirer
ved pengeforandringen i 1813 var sluppet urimeligt bil
ligt, og et andet medlem (Tutein) sagde i den anledning
temmelig bittert: »Om Statens Ret hertil (d. v. s. til at
beskatte obligationer) synes ingen grundet Tvivl at
eksistere. Det er i Sandhed vanskeligt at indsee, hvorfor
denne Art af Formue mere skulde være fritagen for at
bidrage til Statens Fornødenheder end nogensomhelst
anden beskattet Gjenstand, og de Indvendinger, som ere
gjorte mod det statsøconom isk Rigtige i at beskatte For
mue, om hvis Tilværelse og Størrelse det er let at for
skaffe sig Kundskab, have sikkerligen ingen Restand.
D isse Indvendinger vilde aldrig have erholdt megen Vægt,
dersom det ei saa ofte havde ligget i de Magthaverne
nærmest Stilledes Interesse at fritage Formue fra at bi
drage til at bære dens Andeel af Statens Byrder.«4 En
sådan beskatning af statsobligationerne ville kunne med
føre to fordele: foruden at folk ville blive mindre inter
esserede i at købe obligationerne, ville skatten, der kom