328 / 463
3 1 6
Sigurd Jensen
Det var naturligvis pænt gjort af godsejerne, og mon
det ikke også var ganske klogt gjort. Opsigelse af nogle
tusinde prioriteter i landbrugsejendomme kunne, som
situationen var i disse år, let have skabt en situation, der
kunne være blevet meget ubehagelig - også for gods
ejerne.
La Cour sagde, som nævnt, at en maksimalrente ville
være en beskyttelse for m iddelstanden, og ved m iddel
standen forstod han gårdmandsstanden. For at forstå
hans og gårdmændenes syn på standens sam fundsmæs
sige placering må man klargøre sig dens forudsætninger.
Det 18. århundredes bønder havde levet under en patriar
kalsk samfundsordning, hvor herremanden havde været
systemets kærne, og bøndernes plads i dette havde været
bestemt af deres tilknytn ing til og afhængighed af ham.
Hvad var nu mere naturligt for den frigjorte selvejer
bonde end at forestille sig et tilsvarende system i det små
med ham selv som m idtpunktet og med fam ilie, tyende
og eventuelt en husmand som tilbehøret? Hvad andet
havde han vel egentlig forudsætninger for at forestille
sig? Man møder denne indstilling gang på gang i disse
år. Den kom til orde i diskussionen om renten i 1850’erne;
indstillingen ligger også bag Folketingets tøvende behand
ling af tyendeloven, der påbegyndtes nogenlunde straks
efter grundlovens indførelse, men først blev færdig 1855,
og den er vel en af de væsentligste psykologiske forudsæt
ninger for den i en senere tids øjne så unaturlige alliance
i 1865-66 mellem »de store og de små bønder«.
Men gårdmændene kunne ikke gennemføre deres krig.
Hvordan det gik på den politiske front, er det overflødigt
at komme ind på her. På den økonom iske front strandede
alle bestræbelser på at gøre gårdmandsstanden til en
privilegeret m iddelklasse. Maksimalrenten fik de ikke
tilbage, bl. a. fordi de mødte en kompakt modstand hos
købstædernes og hovedstadens repræsentanter, som var