Previous Page  296 / 403 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 296 / 403 Next Page
Page Background

292

dens Ridefoged, som var mødt under Sagen, kunde blot be­

vidne, at der af de bebyggede Huspladser var svaret Husbond­

hold til Lenet, og at de saaledes var Fæstejord, men hvorvidt

Byen havde nogen Rettighed til Fælleden, var han uvidende

om, saa Retten i Hollænderbyen fastslog, at al Jorden uden

om Dragør tilhørte de to Gaarde og ingen andre.

Imidlertid forsvandt Mogens Nielsen, vistnok under Svenske­

krigen, og Hollænder-Gaardmændene kom atter til Styret. Da

Husmændene igen prøvede alvorligt paa at gøre dem Retten

stridig, klagede de til Kongen over, at de ikke nød »ald dend

jordzmon och fellig som deris formend hafft haver«. Og da

den tidligere Vedtægt mellem Dragør og Hollænderne var

bortkommen under Krigen, sørgede man for at faa oprettet

en ny (1663), hvorved Afhængigheden ikke blev mindre. Ved

den Konfirmation, som de to Gaardmænd derefter (1664) fik

paa Besiddelsen af deres Gaarde, gaves dem Ret til den »Jord,

Eng och Fellet, som samme deris Gaarde aff arilds Tid for­

hen tilliggit«. Og det ses, at endogsaa Kromanden S v end

G y n g e maatte indgaa Akkord med Gaardmændene 0111 Græs­

ning af sine Heste, Køer og Faar for sin og Hustrus Levetid,

og betinge sig et Læs Hø aarlig af hver Gaard.

Dette bidrog selvfølgelig ikke til at venskabeliggøre For­

holdet mellem Bønderne og Dragørboerne. De sidste yttrede

endogsaa stærk Lyst til helt at skilles fra det hollandske Sogn.

Hollænderne kom dem i Forkøbet med en Klage til Kongen

herom. Og det ses af Stiftsbefalingsmand og Amtmand von

C ø r b i t z ’ Erklæring, at Dragør af Arilds Tid ikke alene

havde været forenet med Hollænderbyen, »men det erfaris

ogsaa aff de gamle Schatmantaller — hedder det videre —

»at for mange Aar siden Hollender-byen oc Dragør haffuer

veret regnit under et, nemlig for 24 Gaarde, endog i Store

Maglebye er ichun 20 Gaarde og Dragør andslagen for 4« —

hvorefter Kongen (1674) stadfæstede, at de to Byer frem­

deles skulde forblive én Menighed, et Sogn og Birk. Saa let

tog man sig den Sag, at man slet ikke undersøgte — eller

var man slet ikke istand til at se det? —, at hvad der stod i

de gamle Skatmandtal var grundet paa en selvtagen Rettig­

hed fra Hollændernes Side. Der havde aldrig været fire Gaarde

i Dragør, og Hollænderbyen havde aldrig haft 20, men tvert-