301 / 403
Malkestien over Hollændernes Fælled og Græspenge for hver
Ko, Svin eller Gaas og for Stolestaderne i Kirken. De to
Bønder fastholdt deres Hævdsret til Byens Grund, skønt der
var meget trangt for Byggepladser, og man maatte bygge Hu
sene saa tæt paa hinanden, »at neppe et eneste vilde staa til
at redde, dersom der paakom en Ildebrand«.
Imidlertid blev ogsaa dette Besiddelsesforhold underkastet
Tvivl. Det opklaredes, at Grunden, som hørte til Dragør, var
Fæstejord, og at Hollænderne uberettiget krævede Skat deraf.
Baade Kancelliet og Amtmanden gav Dragørboerne fri Raadig-
hed over deres Huse og Byggepladser. Hollænderne maatte i
Anledning af »en Misforstaaelse om Skatten og andre Poster«
indgaa en ny Vedtægt eller »Nyforening« med Dragørboerne,
hvorefter disse vel fremdeles skulde svare 14 Sk. Kvartalet af
hvert Hus til Hollænderbyens Kasse, men til Gengæld ind
rømmedes dem visse Rettigheder til at tage Sten og Grus,
Ler og Tørv til deres Huse samt Græsning paa Fælleden mod
en rimelig Betaling. Og med Hensyn til Kirkeretten skulde
Kongebrevet af 1694 være gældende1).
Ikke mange Aar efter (1774) klagede Fogden J a c o b Be r
t e l s en paany over den urimelige Afgift, Dragør maatte svare
for saadanne Rettigheder, som man ikke mere benyttede, og
som man tilmed skulde »gøre Forbøn« for hos Schouten. 1797
søgte Dragørboerne igen om Fritagelse for denne Skat, men
Kancelliet henviste til den af Amtmanden konfirmerede Ved
tægt af 1766, der stadig maatte være gældende2). Og 1807
blussede Striden atter op, idet Fogden J e n s P e t e r s e n
S k r i v e r paa 50 Dragørboeres Vegne nægtede at betale Afgiften,
da Byen ikke mere benyttede sig af de Indrømmelser, som
Afgiften sikrede dem. I sit Indlæg hentydede Fogden til, at
Hollændernes økonomiske Tilstand mulig var saa daarlig, at
de ikke kunde undvære de Penge, og han vilde da gerne per
sonlig yde et Bidrag fer at komme dem til Hjælp. Sagen kom
endelig for Hollænderbyens Ret, og Prokurator A. Pa l l e blev
udnævnt til Sættedommer. Resultatet blev, at Dragørboerne
dømtes til at betale Skatten saavel for en Del Aar, for hvilke
297
x) S e V e d tæ g te n B ilag X IX .
2) K an e. B rev b . 1797, 1379.