79 / 124
72
Ledelsens Stilling.
Som det iremgaar af Omtale andetsteds i dette Skrift, har
Forholdet mellem Brandvæsenets Ledelse og Organisationen ikke
altid været det bedste. Særlig var de første Aar fulde af Spæn
ding og Sprængstof. Og dette, at det underordnede Mandskab
vilde tale med om de Sager, der angik dem selv, var en For
mastelighed, som ikke burde tolereres.
Men saa sandt som
Tiderne skrider frem, saa sandt lader Udviklingen sig ikke skrue
tilbage, den kan hæmmes et Stykke Tid, men kommer saa til
Udbrud, og dette kan være af mere eller mindre kraftig Natur.
Eksempler herpaa viser sig daglig. Brandchef Oberts Meyer,
der personlig var en meget human Mand, kunde eller vilde ikke
forstaa at Brandfolkene havde et andet Syn paa Tilværelsen,
end det Ledelsen eneraadende vilde paatvinge dem. Hertil kom
Officerernes Syn paa Soldatens Diciplin, ingen Muggen i Geled
derne; herimod reagerede Brandfolkene og med Rette, thi en
Brandmand er, trods sin Uniform, ingen Soldat men kommunal
Tjenestemand. Obersten strittede længe imod og søgte ved alle
Midler at hindre Organisationens Fremgang og gav først nød
tvungent op, da Magistraten ved en Trudsel fra „Dansk Arbejds
mandsforbund“ havde anerkendt Organisationen. Men fra den
Tid lagde Obersten ingen Hindringer i Vejen for Organisationens
Arbejde. Der var andre, som ikke gav op, og ved de mest
vidunderlige Midler søgte at sætte Spittelse, men de vandt
ingen Bifald hos Obersten; han modtog Organisationens Repræ
sentanter høfligt paa den faderlige Maade, der var ham egen,
og forhandlede om de Sager, der fremdroges, sagligt og ikke
uden Velvilje. De sidste Aar før Oberstens Afgang, var For
holdet til Organisationen saa godt, at denne var med til at