86 / 124
79
Skærmydsler.
Enigheden og Sammenholdet indenfor Organisationen var i
første de Aar udmærket. Alle følte sig som Enere i et samlet
Hele. Sprøjteførere og Reserveførere, Kuske og Brandmænd var
klare over, at kun en samlet Optræden kunde bringe Resultater,
men da det første store Slag var slaaet og Organisationsretten
anerkendt, kom der Særinteresser fra de forskellige Brancher,
og da man ikke kunde enes om Berettigelsen af disse særlige
Krav, gik det som saa ofte før og efter, naar man indenfor en
Korporation, Forening eller Organisation glemmer, at den valgte
Bestyrelse maa og skal udføre Flertallets Beslutninger. Skuffelsen
over ikke at finde Ørenlyd for sine særlige Krav, bliver i mange
Medlemmers Opfattelse til, at Foreningen er en daarlig ledet
Forening, som ikke interesserer sig for Medlemmernes Sager.
Paa denne Basis udskilte Sprøjteførerne sig i 1904 fra Organi
sationen, og dannede Sprøjteførernes faglige Forening. Hvorvidt
dette var klogt er tvivlsomt; bevisligt modarbejdede de to
Organisationer hinanden i de første Aar efter Udmeldelsen, til
Glæde for Ledelsen og Magistraten og til Gavn for ingen af
Modparterne. Man tør vel nok gaa ud fra som givet, at denne
Splittelse satte sine Spor i Organisationens Arbejde, og mange
af de Krav, man den Gang kæmpede for, vilde have givet
Resultater noget før end Tilfældet blev. Ikke heller for den
fremtidige Virksomhed blev det til Gavn, idet Ledelsen lettere
fik Adgang til at spille Organisationerne ud imod hinanden.
Dette at staa delt i rivaliserende Foreninger giver ingen Gevinst,
og maatte man have Lov til at ønske noget ved denne Lejlig
hed, maatte man ønske at alle indenfor Korpset atter en Gang
stod sammen i Kampen for bedre Livsvilkaar.
I 1909 mente en Del af Korpsets Reserveførere, at de nu
burde følge Sprøjteførernes Eksempel, det vilde naturligvis gaa
meget bedre med Særbegunstigelserne. Desværre for dem lyk
kedes det ikke at opnaa Enighed om en fælles Aktion, fordi