41 / 142
man til kobberstikkeren og xylografen i gamle dage. Ingen ved bedre end
vi fotoætsere, at idealet er en god original, et godt fotografi, en fuldendt
kopi og en helt mekanisk ætsning. Men saadan gaar det kun undtagelsesvis
til i virkeligheden. Sagen er, at i den daglige praxis er det overvejende antal
originaler ikke fuldkomne og mange til og med slette (gamle gulnede eller
plettede tegninger, afblegede fotografier for ikke at tale om daarlige tryk
af halvtoneætsninger), saa der skal et kunstnerisk trænet øje til at se, hvad
der har været eller skulde være i saadanne billeder. Man kommer derfor ikke
udenom retouche og efterætsning, og da er det klart, at for at, ved afdækning,
kunne ætse frem tegning og form i et hoved, et legeme, ja selv i et land?
skab eller interieur, skal der — hvor kritikken er som den skal være — en
kunstnerisk uddannelse til. Der er ingen tvivl om, at der her, som halvtone*
og farveætsere kunde ligge en virksomhed for unge kunstnere, der af pe?
kuniære hensyn eller svigtende energi i kampen for fodfæste paa kunstens
trange vej, maatte søge anden virksomhed, men naturligvis ser jeg helst at
det bliver vore egne faglig uddannede ætsere, der søger en saadan uddan*
nelse. Dette er — efter min mening — den bedste, om maaske ikke den
eneste vej fremad.
Inden jeg slutter denne oversigt over højætsningens historie skal jeg
omtale de mænd, der herhjemme har været foregangsmænd paa dette
omraade.
C. A. T. P
iil
var guldsmed i Aarhus. Da han fik en tommelfinger
knust i et valseværk, maatte han opgive denne virksomhed. Han lagde sig
efter en form for dybætsning eller en kobberstikmaner, kaldet stylografi.
Samtidig beskæftigede han sig med en opfindelse, en højætsningsmaade,
som han kaldte kemitypi. Den bestod i, at han raderede eller lod en kunst?
39