42 / 142
ner radere en tegning paa en zinkplade. Denne hældte han over med en
tyndtflydende legering af tin og vismuth (forholdet 13 til 7). Herefter sleb
han legeringen bort, saa at den kun blev tilbage i de raderede streger. Da
dette metal ikke angribes af fortyndet salpetersyre, bortætsede han hermed
zinken til en vis dybde, saa at tegningen laa ophøjet paa pladen. Hvorledes
han fik dybde i de største og store hvide partier af tegningen vides ikke. 1842
offentliggjorde han sin opfindelse. 1843 foreviste han kunstakademiet, hvor
han et aarstid fik undervisning i tegning, nogle billedprøver og fik en un?
derstøttelse af kongen. 1846 rejste han til tyskland i haab om der at gøre sin
opfindelse frugtbringende. Baade en tysk og en fransk faglig forfatter om?
taler fremstillingsmaaden. Tyskeren nævner P
iil
som ophavsmanden, hvad
franskmanden ikke gør. Maaske sigter denne til en lignende ætsemaade,
der var opfunden af en fransk ætser, C
omte
, som jeg skal omtale siden.
Noget stort udbytte har P
iil
neppe haft af sin rejse, thi han søgte og fik
ansættelse i hof? og statstrykkeriet i Wien, hvor han opho ld t sig til 1856.
C. A
ngerer
— grundlæggeren af firmaet A
ngerer
& G
oschl
— har fortalt
F. H
endriksen
, at det stimulerede hans mod paa og lyst til at give sig i
lag med højætsningsproblemet, at han i statstrykkeriet gjorde P
iils
bekendt*
skab og fik interesse for hans opfindelse. I 50erne blev den meget anvendt
herhjemme. V. K
yhn
og andre har raderet tegninger, som P
iil
har kemi?
typeret. 1858 udstillede han, sammen med sin søn, der ogsaa var kemitypist,
en prøve paa en ny opfindelse, kaldet hyalografi. Denne var ætsning i glas.
Opfindelsen er dog næppe af P
iil
. Formodentlig har han gjort bekendt?
skab med den, eller med principet i den, i Wien, hvor man i statstrykkeriet
anvendte den. For at undgaa at de skøre glasplader gik i stykker under
trykningen, der foregik i kobbertrykspressen, tog man galvaniske kopier
til dette brug. 1861 fik P
iil
fortjenstmedaillen i guld.
40