37 / 134
syge eller personer, der led af smitsomme eller veneriske syg
domme, skulle de indlægges på en stiftelse eller et hospital. Der
indrettedes endvidere en særlig medicinordning. Trængende med
borgere kunne få den fornødne medicin på bestemte apoteker, og
man opstillede en særlig „pharmacopea pauperum“ , hvori de
mere kostbare medikamenter var udeladt. Fattigvæsenet påtog
sig endvidere at afholde begravelser, såfremt de pågældende per
soner eller deres familier ingen midler havde.
T il at gennemføre dette nye program udnævntes en ny stor
kgl. fattigdirektion, der fik ikke mindre end 24 medlemmer.
Blandt disse indgik to repræsentanter fra magistraten, to af sta
dens 32 mænd (borgerrepræsentationen) samt 9 fremtrædende
borgere. Direktionshvervet var ulønnet. Under denne direktion
henlagdes det samlede københavnske fattigvæsen, både det ci
vile og det militære, samt forskellige fremmede trossamfunds
fattigorganisation, der hidtil havde arbejdet selvstændigt. Kun
det mosaiske trossamfunds fattigvæsen holdtes uden for. Man
ophævede den gamle sogneinddeling og opdelte byen i 12 distrik
ter. I hvert distrikt ansattes en læge. Desuden udpegedes et større
eller mindre antal fattigforstandere, hvis opgave det var at op
spore al trang og etablere kontakt mellem den trængende og fat
tigvæsenet. Forstanderstillingen skulle være et borgerligt ombud.
Det viste sig hurtigt, at dette vældige apparat var altfor tungt.
A llerede i 1815 måtte man udnævne en administrerende direk
tion på 3 mand, hvis medlemmer blev lønnet. Den store 24-
mands direktion vedblev at eksistere, men fik ingen større prak
tisk betydning. Det viste sig også uhyre vanskeligt at få et til
strækkeligt antal borgere til at påtage sig forstanderhvervet.
Da konjunkturerne vendte efter Københavns bombardement, kri
gen med England og statsbankerotten, fik det københavnske bor
gerskab som helhed meget andet at tænke på, og det borgersind
og den samfundsånd, som fædrene til planen af 1799 havde byg
get på, forsvandt. Det viste sig også nu meget vanskeligt at få
de frivillige bidrag ind, som man i sin optimisme havde regnet
med, og påny viste fattigvæsenets årlige regnskaber betydelige
underskud. Endnu i de første år efter århundredskiftet tilfaldt
34