35 / 187
Bl
erfaringer nær at formode, at et sådant gjentaget Udlån af
utrykte og næppe i nogen Henseende synderlig soignerede
Sager ikke kan liave fundet Sted, uden at et og andet er gået
tabt på Vejen, og så meget mere, da alle de nævnte Historikere
vare bosatte udenfor Kjøbenhavn, og en enkelt — Pontanus —
endog i Holland. Hvad der kan være forkommet af disse
Mænd, har dog, så vidt vi kunne skjønne af de bevarede Hånd-
sknftfortegnelser, i hvert Fald næppe været meget eller af
fremragende Vigtighed1. Større Betydning synes det her frem
dragne Spørgsmål et Øjeblik at få for Meursius’s Efterfølger i
Historiografæmbedet, den yngre Stephanius’s Vedkommende, og
det dels fordi denne ma antages i større Omfang end sine
nærmeste Forgængere at have gjort Brug af Universitetsbiblio-
thekets historiske Samlinger, dels fordi den Skjæbne, der vides
at have overgået hans efterladte Håndskrifter — nemlig i Smug
at sælges til Sverig - måtte gjøre det i høj Grad sandsynlig^
at også Bibliotheket ved denne Lejlighed havde lidt et Tab,
Udnævnelse til Historiografi — At iøvrigt også en og anden af Universitetets
Professorer lejlighedsvis benyttede Bibliothekets Håndskriftsamling, følger af
sig selv, og særlig var dette hyppigt Tilfældet med Ole Worm (se O. Wormii
Epistolæ, passim; Acta Consist. ,6/i og 9/a 1626, o. fl. St.)
1Når man sammenligner de ældre, Bibliotheket vedrørende Håndskrift
fortegnelser (deriblandt også de i Kirkehist. Saml. 3 E. I, 305—10 og i Rør-
dam’s Lyskanders Levned S. 146 flg. aftrykte) med den fra 1662, vil man finde,
at enkelte, dog oftest mindre betydelige Stykker, ikke komme igjen i den
sidste, hvorved dog rigtignok ikke må tabes af Syne, at de dels kunne have
fået andre Betegnelser, dels kunne være bievne slåede sammen med nogle af
de andre Numre. Et Exempel på, at noget sådant virkelig af og til skete,
haves i Lyskander’s Scriptores Danici, der ikke findes anført i Fortegnelsen fra
1662, men som dog i Slutningen af det 17de Århundrede er blevet afskrevet i
de Bartbolinske Samlinger (Tom. A) efter et Håndskrift i Capsa Tertulliani,
Ord. 1. (se Ny kgl. Saml. Nr. 1127, 4to).
Håndskriftet til Svend Ågesens
KiØnike, der tydeligt betegnes i Afleveringsdokumentet efter Niels Krag, lader
sig ikke med Sikkerhed gjenkjende i nogen senere Fortegnelse, skjønt det var
i Bibliotheket i det mindste 1642, da Stephanius udgav det.
Og så fremdeles.
— At iøvrigt de ovenfor nævnte Histo riografer i hvert Fald ikke kunne gjørcs
ansvarlige for det temmelig lange Tidsrum, der ligger mellem Meursius’s Død
(1639) og Affattelsen af Fortegnelsen fra 1662, er en Selvfølge.