124 / 426
Første Tidsrum.
1569
—
1728
. V.
109
maa Tallet paa de stakkels Exspektanter, der levede af de
Smuler, der faldt fra Alumnernes Bord, ikke have været
ubetydeligt, og mange af dem derfor ofte have maattet gaae
bort med tomme Maver; thi i Aaret
1590
sees der at have
været klaget over, at de gjorde Optøier med Økonomen og for
drede som en Ret, hvad der kun var indrømmet dem af
INaade. Denne Begivenhed var det, der fremkaldte det oven
omtalte Kongebrev af
18
April s. A., som bl. A. gik ud paa,
at de for Fremtiden ikke maatte indlades i Kommunitetets
Spisesal, men skulde opholde sig udenfor, og at herefter
kun de
12
nærmeste Exspektanter kunde gjøre Fordring
paa Levningerne, som strax efter Bordet skulde bringes
ud til dem af Klosterets Famulus, — en Befaling, der
nok iøvrigt i den senere Tid ikke strængt overholdtes.
Forat der virkelig kunde blive Noget tilovers til Exspek-
tanterne, var det, at det, som forhen berørt, forbødes Alum
nerne at medtage deres Opvartere og lade disse fortære,
hvad de selv maatte lade staae. Ja Kommunitetslovene af
1662
gik endog saa vidt i at værne om Exspektanternes
Tarv, at den Alumnus, der hemmelig tog noget af Lev
ningerne til sig, straffedes med 8 Dages Udelukkelse fra
Bordet, i hvilket Tidsrum den af Exspektanterne, der angav
Brøden, fik Tilladelse til at indtage hans Plads. — løvrigt
var det ikke alene til Maden paa de egentlige Kloster
alumners Borde, at der var Exspektanter, men en lignende
Institution fandt Sted med Hensyn til det Bord, ved hvilket de
ovenomtalte Davids-Degne bespistes. Disse Expektanter —
sandsynligviis ligesom de
12
Davidici
Disciple af Mester-
lektien — bleve indladte til Bordet, inden man tog fat
paa den anden Ret, og maatte da ikke atter forlade Salen,
inden Takkebønnen efter Maaltidets Slutning var fremsagt1).
3)
Leges Davidicis prcescriptce
(Beckman a. St. S. 38) ¡j§ 1 3 og 15.