254 / 426
Andet Tidsrum. 1728—1777. VI.
239
synes at antyde, nærmest til Uddannelse af det mundtlige
Foredrag.
Uagtet vel nemlig Deklamationerne skulde ud-
arbeides under et strængt Hensyn til den systematiske
Talekunsts Regler, vare de dog i deres Væsen mere at
betragte som Stiil- end som Taleøvelser, idet der ikke var
Spørgsmaal om et improviseret eller liøist kun forud gjen-
nemtænkt Foredrag over det paagjældende Em n e , men
alene om en slavisk Fremsigelse af den udenadlærte skrift
lige Udarbeidelse. Fremsigelsesm a a de n kom vel ogsaa i
Betragtning, men kun som noget Underordnet, og det
Samme gjælder vistnok tildeels den m a t e r i e l l e Behand
ling af Emnet.
Hovedsynspunktet for Bedømmelsen var
Rhetorikken og den latinske Stiil. Hvad dernæst angaaer de
Disputationsøvelser, hvorom her er Tale, da adskilte de sig
fra de tilsvarende Bordøvelser ikke alene deri, at Akten bivaa-
nedes af en anden og større Tilhørerkreds end den Paa-
ejældendes
co v im en sa les
og saaledes havde en mere offen tlig
Charakteer, men ogsaa deri, at vedkommende Alumnus hei
udførte den mere selvstændige Rolle som Præses og i
Egenskab af saadan udæskede det forsamlede Publikum til
en dialektisk Kamp over et af ham selv frit valgt Emne.
Saalænge dette Emne kun opstilledes under Form af en
forud gjennemtænkt Række Th e s e s , var der
naar man
kun seer hort fra det Snørliv, som Hensynet til Disputa-
tionehs Methodik maatte iføre de Paagjældende og den
Forgudelse, som man navnlig i senere lid e r drev med
denne Sagens formelle Side — saa langt fra at være INo-
get at indvende imod denne gjensidige Drøftelse af viden
skabelige Sætninger mellem jævnaldrende og ligestillede
Studerende, at den vel endog ubetinget turde ansees foi
at have været langt frugtbarere end vore Dages Examina-
torier og Repetitorier.
Men der kom aabenbart noget