260 / 426
Andet Tidsrum. 172S- 1777. VI.
245
med en Bøn for Kongen, Kongehuset, de akademiske Fore
satte o. s. v., der ikke kan nægtes undertiden at indtage
en forholdsviis meget stor Deel af det hele Arbeide.
Ligesom det af Bestemmelserne om, at Adgangsprøven
til Klosteret kun skulde bestaae i en latinsk Stiil, samt af
den tidligere Periodes Straffetrusler for Brud paa den la
tinske Grammatik og dens Forbud mod Modersmaalets Be
nyttelse i Alumnernes indbyrdes Samtale — ligesom det,
sige vi, heraf fremgaaer, at man har lagt en særdeles stor
Vægt paa Alumnernes F æ r d i g h e d i B r u g e n a f d e t
l a t i n s k e S p r o g , saaledes turde vel ogsaa i Virkelighe
den en saadan Færdighed have været det væsentligste U d-
b y t t e af samtlige Klosterøvelser.
At Datidens Studenter
besade denne Færdighed i et Omfang, om hvilket vor Tids
akademiske Ungdom vanskelig kan danne sig en Forestil
ling, synes aldeles utvivlsomt, at de ikke alene med Let
hed talte og skreve Latin, men at dette Sprog som oftest
endog var blevet dem som et andet Modersmaal1). Hol
berg har ogsaa i denne Henseende aflagt sit Vidnesbyrd
og erklæret, at de kjøbenhavnske Studenter i Latinens Brug
langt overgik fremm e de, hos hvilke de desaarsag stode i
stor Anseelse, og han er tilbøielig til særlig at tilski ive
Klosterøvelserne denne Fæ rdighed2).
Men afseet fra de
ofte paapegede skadelige Virkninger, som denne Latinens
Overvægt medførte for Modersmaalet, idet næsten alle
Præposite communitatis regice Hafniensis! Auditores præstantissinii,
ornatissimi! Comviilitones æstumantissimi, quotquot adestis, optimi!
') Der forekommer iøvrigt ogsaa Exemplcr paa en i vore Dage vel
endnu sjeldnere Færdighed i Brugen af de andre gamle Spioa .
Ved en Disputats paa Borchs Kollegium 20 Juli 1696 »
de schohs
et academiis Hebræorum
« blev der saaledes baade opponeiet
0
o
responderet i det hebraiske Sprog (Bircherods Dgb. S. o2t).
2) Danm. og Norges Beskriv. S. 185.